Det drejer sig om euroområdets næste store bankfusioner

Nyheder og mening om økonomi

M&A er det mest radikale af en topchefs valg. En strategisk kontrolgraf – med større og højere værdsatte institutioner til top og højre og mindre og billigere institutioner nederst til venstre – viser eurozonens mest sandsynlige handler. 

Jeg tegnede sidst en graf som denne i 2015. Der er sket meget siden, så det er værd at se, hvordan markedsgyrationer har flyttet positioner. Det viser, hvilke store banker der kunne blive større, og hvilke der kunne forsvinde.

En vurdering af blokkens top 20 største børsnoterede banker ud fra håndgribelig egenkapital, tyder på, at aktiemarkedets outperformance i løbet af de sidste tre år, Santander, BBVA og Crédit Agricole SA (CASA) alle er mere sandsynlige erhververe end før - BBVA og CASA, i det mindste, af mulige mål yderligere nederst til venstre. 

Hvis man tilføjer egenkapitalen i Crédit Agricoles unoterede regionale banker, kan det gøre større handler.

Dels på grund af deres stigning ser BNP Paribas, Intesa Sanpaolo og Société Générale alle nu relativt mindre ud til at købe end før. Af disse virker SocGen en særlig usandsynlig konsolidator i dag, efter en periode med markant underperformance for aktiekursen. Mens andre banker har afgjort juridiske spørgsmål tidligere, afventer amerikanske undersøgelser stadig af SocGens rolle i Libor-manipulation, bestikkelse i Libyen og brud på sanktioner.

Vag

Måske vil SocGen vende tilbage efter viceadministrerende direktør Didier Valets fratræden i marts. Bankens overordentlig vage kommunikation tilskynder til en så optimistisk fortolkning: at Valet var et opofrende tilbud for at tillade et forlig om Libor og Libyen. Men da han i stigende grad blev set som kommende administrerende direktør, spekulerer man på, om der også kunne have været spændinger med den mangeårige siddende Frédéric Oudéa. 

Afgangen kan skade bankens tætte kultur, hvor ledelsesloyalitet er et af bankens største aktiver. 

Derimod har nogle af de større mellemlagsbanker bevæget sig opad i løbet af de sidste år eller to, især CaixaBank og Raiffeisen Bank International (RBI). De fremstår ikke længere som så sandsynlige mål. Men andre mellembanker, såsom spanske Bankia, er rykket ind i farezonen, mens en meget stor bank, Deutsche Bank, også er på vej dertil. 

Stadig truet er Commerzbank, Banco Sabadell og Italiens Banco BPM (på trods af fusionen, der skabte den for to år siden). ING ligner stadig en mulig konsolidator.

Lad os antage, at erhververne vil prioritere lande, hvor de har gode, store forretninger, som alligevel overskygges af de største lokale aktører. Med den logik, lad os for nu rabat på Santanders længe omdiskuterede indrejse i Tyskland og Italien. 

På dette grundlag, som tingene ser ud, er de mest sandsynlige store opkøb i løbet af de næste par år af Bankia, eller muligvis Sabadell, af BBVA; Banco BPM af CASA; og Commerzbank af ING. 

Jeg er mest sikker på de to første. Det skyldes dels, at ING udviser større engagement i udbytte og digitalisering end sine jævnaldrende, og dels fordi konsolideringen allerede er startet i Italien og Spanien, men ikke Tyskland. Nylige M&A fra rivaler er mere en trussel mod CASA i Italien og BBVA i Spanien end for ING i Tyskland.

Bemærk dog, at to af disse mål er statsejede: Den spanske stat ejer en majoritetsandel i Bankia, mens den tyske føderale regering er Commerzbanks største aktionær med 15 %. 

Statens ønske om at sælge ned – og velsagtens en iboende mangel på tillid og strategisk vision hos reddede banker – sætter deres langsigtede selvstændige eksistens i større tvivl. 

Dette gælder muligvis også for ABN Amro, som stadig er majoritetsstatsejet, selvom hollandske bankers gode rentabilitet giver dem værdiansættelsesbeskyttelse indtil videre. 

Komplikationer

Problemet er, at køb af en statsejet bank kommer med komplikationer. Offentlig vrede over lederes løn er for eksempel et større problem og bliver rettet mod politikere, som kan søge at kræve regeringsførelse. 

Aktiebytte bliver mindre tiltalende. Spanien har et formelt lønloft på nødhjælpsbanker, mens ABN Amro lider under lignende begrænsninger på grund af generel hollandsk vrede over for banker. ING's administrerende direktør Ralph Hamers led en pinlig stigning ned på en lønstigning i marts på grund af dette. Den stemning må tære yderligere på hans M&A vovemod.

For Bankia og ABN Amro vil privatisering formentlig gå forud for overtagelser. I mellemtiden skal bankerne i Italien stadig rydde op i deres balancer for at gøre sig selv mere appetitlige. Dette gælder også for Sabadell, selvom teknologisk hovedpine i integrationen af ​​TSB er en anden grund til, at Sabadell stadig er en kage i støbeskeen. 

Hvis disse købere venter for længe, ​​bliver de dog nødt til at betale mere, og andre konsolideringsselskaber vil sandsynligvis dukke op. UniCredit kan for eksempel i fremtiden være bedre i stand til at absorbere Commerzbank.

Link til informationskilden: www.euromoney.com