Jeg vil indrømme en upopulær mening: Jeg er ved at blive bekymret for Argentina.
Jeg vil også indrømme pinlig naivitet: Jeg har testet min hypotese med de forkerte bankfolk.
Men først mine bekymringer om Argentina. I rod i pengepolitikken i slutningen af sidste år og begyndelsen af dette år var der en delikat kommunikationsudfordring omkring ændringerne i centralbankens mål, der blev trampet på af den klodsede og skadelige beslutning om at ledsage denne politikændring med to nedskæringer på 75 basispunkter til renter.
Centralbanken var begyndt at få noget indpas i sit meget vanskelige og lange arbejde med at bringe inflationen ned i et land, der er synonymt med udtrykket 'uforankrede forventninger'.
Som nat følger dag, er inflationen – og forventningerne til fremtidig inflation – vendt og er nu stigende.
Myndighederne har i det mindste spildt kostbar tid på at få inflationen ned på niveauer, hvor den private sektor ser valutakurser og renter på stabile niveauer – hvor investeringer giver økonomisk mening.
Troværdighed, som maksimen lyder, er svær at vinde og let at tabe.
Argentina har lige mistet en stor del af troværdigheden.
Bekæmpelse snak
Der er vedholdende rygter i ind- og udland om, at fejlen var resultatet af en kamp mellem økonomiminister Nicolás Dujovne, der ønskede at give penge i et forsøg på at drive økonomisk vækst til over 3 %, og centralbankchefen Federico Sturzenegger.
Hvis det er sandt, var taberen egentlig ikke Sturzenegger, det var Dujovnes økonomi og landets befolkning, der hurtigt nok skulle genoptage sin smertefulde kamp mod inflationen.
For hvordan kan man sænke inflationen uden at hæve renten? Hvor er en case study-økonomi, der formåede at sænke vedvarende tocifret inflation samtidig med at øge BNP-væksten? Hvis der er en, vil jeg gerne se den.
Bare et overfladisk blik over Argentinas grænse til Brasilien viser, at der ikke er nogen genveje.
Der hævede centralbanken renterne, hvilket skubbede en aftagende økonomi ind i en dyb recession. Smerter fulgte efter - især høj arbejdsløshed. Men centralbanken sad på de høje renter, indtil inflationen brød sammen. Det er, hvad Argentina havde brug for – og har brug for – at gøre.
Man kan ikke komme tilbage på den reformsti, de var på. Argentina er nu på en permanent dårligere bane, end det var før
– Valutahandler
Modstridende vil måske hævde, at præsident Mauricio Macris økonomiske model kræver 3% vækst for at øge statens indtægter til at finansiere og muliggøre den gradvise finanspolitiske tilpasning. Til gengæld vil den finanspolitiske tilpasning hjælpe pengepolitikken, som gjorde det meste af arbejdet (og satte et loft over væksten).
Også denne model har brug for en stabil valutakurs for at give stabilitet for udenlandske investeringer og for at hjælpe med inflationen.
Men af alle disse samvirkende kræfter er inflationen den vigtigste. Uden lav og kontrolleret inflation kan du ikke opnå en stabil valuta.
Så for nylig har jeg spurgt seniorbankfolk om deres syn på den potentielle betydning af Argentinas monetære fejltrin.
For mig virkede det som en virkelig stor fejltagelse, og en der gør en i forvejen faretruende snæver vej til ortodoksi barberbladstynd. Ville en genopstået inflation ikke forsinke investeringer? Uden en BNP-vækst på 3 % – og den er stadig under dette afgørende niveau – er der ikke risiko for farlig finanspolitisk ubalance? Og hvor længe kan de finansiere dette skattemæssige underskud i udenlandsk valuta?
Hvis investorerne mister tålmodigheden – måske begynder de at frygte tilbagebetalingsproblemer, skulle den argentinske peso kollapse og efterlade deres store udlandsgæld i dollar blotlagt – hvad sker der med valutaen? Og så inflation? Og hvad så i sidste ende?
Men bankfolkene siger alle, at de ikke kan se det ende galt. Og det var da min naivitet ramte mig – jeg havde næsten udelukkende talt til kapitalmarkedsbankfolk og økonomer.
Sidstnævnte er normalt centrister og konsensualister, og førstnævnte tjener så mange penge på at sælge argentinsk gæld til internationale investorer, at de ikke ønsker at se nogen problemer. Og selvom de gør det, vil de bestemt ikke formulere dem til pressen, på eller uden for journalen. Dette sovstog kan stadig have år tilbage at køre.
En nylig sætning brugt af Paul Krugman om det amerikanske republikanske parti, "motiveret godtroenhed", kom til at tænke på.
Men tal med handlende, og samtalen har en skarpere kvalitet.
'Ingen vej ud'
Ligesom jeg kan nogle ikke se en måde, at Argentina kan finessere sig ud af dette. Renterne skal op igen – og holde sig oppe, indtil det rent faktisk lykkes at få inflationen på en bæredygtig nedadgående bane. Det vil betyde økonomisk afmatning, hvis ikke recession.
Så den finanspolitiske tilpasning skal fremskyndes eller risikere finanspolitisk kollaps og en uholdbar gældsopbygning – med en stor andel i udenlandsk valuta.
Den anden måde i emerging markets-historien har været at puste dig ud af problemet gennem en svagere valuta, men det betyder en hurtig afslutning på Macris forsøg på at kaste den argentinske økonomi i et nyt økonomisk ortodokst lys.
Arbejdsantagelsen må være en stigning i satserne, og at regeringen vil ændre sine prioriteter for at afspejle inflationskampens overlegenhed over vækst.
Som en valutahandler fortalte mig: "Du kan ikke komme tilbage på den reformsti, de var på. Argentina er nu på en permanent dårligere bane, end det var før. Inflationsbenet i 'trilemmaet' er det vigtigste. Til sidst bliver de nødt til at hæve renten for at tæmme inflationen via valutaen, og alt andet – vækstraten – vil blive ofret.”
Læs alt dette sammen, og der er ringe chance for, at den argentinske peso vil stige på stedet på længere sigt. Men ulempen ved at tale med handlende er, at deres tidsrammer er meget, meget kortere end mine.
Da jeg spurgte, hvad vores fælles syn på fare for Argentina betød for ham strategisk, trak han på skuldrene: "I øjeblikket støtter centralbanken Argie, så taktisk er det et køb."
Link til informationskilden: www.euromoney.com


Signal2forex.com - Bedste Forex robotter og signaler
