Desværre tyder en stadigt stigende vægt af beviser fra det nye Europa på, at uanset hvor god idéen i anden søjle er i teorien, går der aldrig længe, før den støder op mod hårde politiske realiteter.
Ungarn, det første land i regionen, der valgte systemet tilbage i 1998, var også det første, der mistede det, da Viktor Orbans Fidesz-parti bevilgede midlerne til at sætte skub i statsbudgettet i 2010. Ingen anden regering er gået så langt. Ikke desto mindre har de sidste otte år set en konstant udhuling af anden søjle-ordninger i Central- og Østeuropa.
De baltiske lande sænkede bidragsniveauet efter finanskrisen. Polen nationaliserede halvdelen af sine midler og gjorde deltagelse valgfri i 2014. Bulgarien gik også over til en opt-in-model i 2016, mens Slovakiet har svinget mellem obligatoriske og frivillige systemer.
Senest har Rumænien været i søgelyset. Bidragene under anden søjle blev skåret sidste år af det regerende socialdemokratiske parti, som i maj fulgte op med forslag om helt at suspendere betalingerne. Politikerne roede efterfølgende tilbage på udmeldingen, men talte stadig i slutningen af juni om at skifte til et tilvalgssystem.
Hvert nyt indfald er blevet mødt med bestyrtelse af økonomer og udviklingsbankfolk - og med god grund. Hvis nogen steder har brug for finansierede pensionsordninger, er det et Europa i vækst. Næsten alle lande i regionen står over for et demografisk mareridt, med lave fødselsrater forværret af høj emigration.
For fristende
Problemet med den anden søjle-løsning er, at de private pensionskasser bare er for fristende, når politikerne begynder at mærke budgetkniven – og sagen mod dem er for nem at føre.
CEE er hovedsageligt en region med små markeder, der stadig kommer ud af kommunismens skygge. Som sådan er der en kronisk mangel på investerbare aktiver lokalt. I betragtning af, at tilsynsmyndigheder forståeligt nok er tilbageholdende med at se pensionspenge investeret i udenlandske aktier eller mere risikable instrumenter, betyder det, at det meste af kontanterne uundgåeligt går til lokale statsobligationer.
Når regeringer vil annektere midler under anden søjle, har de således en klar undskyldning ved hånden. Hvorfor skal fondsforvaltere fra den private sektor betales for at sætte borgernes penge i statsobligationer eller en håndfuld blue-chip aktier, mange af dem udstedt af statskontrollerede virksomheder?
Hvorfor faktisk?
Og så anden søjle midler er udhulet, landenes pensionsforpligtelser skyder i vejret, og nye kapitalmarkeder bliver dræbt stendøde, da deres vigtigste investorbase forsvinder.
Der er to erfaringer at lære af dette. Den første og mest åbenlyse er, at det er en tabt sag at have tillid til politikere til at holde deres hænder væk fra let tilgængelige kontanter.
For det andet, og måske vigtigere, er det, at kapitalmarkeder ikke kan skabes kunstigt. At udvikle dem er et værdigt mål, men for at få succes skal processen være gradvis. Genveje kan føre til kortsigtede gevinster, men de vendes for let.
I sidste ende er der ingen erstatning for det hårde arbejde med at opbygge en uafhængig kapitalforvaltningsindustri og fremme en investeringskultur.
Signal2forex.com - Bedste Forex robotter og signaler
