Infrastruktur: Japan og Kina kæmper om Asiens 'sjæl'

Filippinernes præsident Rodrigo Duterte (til venstre) med sin kinesiske kollega Xi Jinping i 2016

Da Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, besøgte Beijing i oktober 2016, gav hånd med sin kinesiske kollega Xi Jinping og annoncerede "adskillelsen" af sit land fra USA, føltes det som et afgørende øjeblik. 

I årtier efter Anden Verdenskrig var Manila Washingtons mest trofaste allierede i Sydøstasien. Clark Air Base på øen Luzon blev drevet af det amerikanske luftvåben indtil 1991, og kun Japan gav mere til Filippinerne end USA i form af bistandsforpligtelser.

Som det nye århundrede skred frem, tvang Tokyos frygt for et stigende Beijing det til at afsætte flere ressourcer til den vidtstrakte ø-kæde. Det donerede patruljebåde og finansierede og byggede infrastruktur. I 2015 underskrev Filippinerne en låneaftale på $2 milliarder med Japan International Cooperation Agency for at finansiere en højhastighedstogforbindelse mellem Manila og byen Malolos.

Så kom Kinas kup. Dutertes besøg pjuskede fjer ikke kun i Tokyo og Washington, men i hele regionen. Da Xi lovede 24 milliarder dollars i investeringer, inklusive 9 milliarder dollars i bløde lån og en kreditgrænse på 3 milliarder dollars fra Bank of China, antog mange, at terningen var støbt. Filippinerne, ligesom andre stater som Cambodja og Myanmar, ville, så det ud til, dreje i retning af Beijing.

Men det skete ikke. Indtil videre har Filippinerne kun underskrevet en låneaftale med Kina til en værdi af 73 millioner dollars for at finansiere et kunstvandingsprojekt nord for Manila. To broer i hovedstaden, der koster i alt 75 millioner dollars og finansieret af Beijing, blev åbnet for trafik i juli. Alligevel er ingen af ​​de 27 aftaler, der er indgået mellem Xi og Duterte, inklusive 15 milliarder dollars i lovede direkte investeringer fra fastlandets virksomheder i indenlandsk energi, havne, minedrift og jernbaneprojekter, endnu ikke blevet realiseret.

Ernesto Pernia, sekretær for økonomisk planlægning, pegede på manglen på fremskridt med Kina-støttede projekter i Filippinerne så sent som i juli i år og tilføjede, at mens finansiel bistand fra Tokyo accelererede, gik processen med at sikre finansiering fra Beijing "langsommere ". 

Han understregede også de forskellige kapitalomkostninger og bemærkede, at mens Kina opkræver renter på mellem 2 % og 3 % på sine lån, pålægger japanske udviklingsbanker og -agenturer typisk satser på mellem 0.25 % og 0.75 %.

Anden fisk at stege

Nogle i Manila mener, at Beijing bare er ved at være langsom med sine projekter - eller at de har andre fisk at stege. Bælte- og vejinitiativet, Kinas store plan om at gentegne det globale handelskort i sit eget billede, trækker det i mange retninger, og Beijings kapitalreserver er i modsætning til tilsyneladende ikke grænseløse.

Men andre siger, at Kina blev irriteret, da Duterte besøgte Tokyo for at give hånd med den japanske premierminister, Shinzo Abe, præcis et år efter at have presset kødet med Xi. De to ledere skålede for en "gyldenalder af strategisk partnerskab", hvor Abe lovede 6 milliarder dollars i nye investeringer, der skal hældes i konstruktionen af ​​nye jernbaner, veje, broer, kraftværker og transmissionsledninger. 

Denne nye finansiering supplerer en eksisterende bistandspakke på 9 milliarder dollar. I 2017 udgjorde lån fra Japan 4.84 milliarder dollars, eller 45 % af al officiel udviklingsbistand (ODA) modtaget af Filippinerne det år, ifølge National Economic and Development Authority. 

Vores fokus er at få projekter i gang så hurtigt som muligt. Begge lande har givet tilsagn. Japans 9 milliarder dollars er virkelig nyttige, men det samme er de penge, Kina lover 

 - Carlos Dominguez, finanssekretær, Filippinerne

Da Asiamoney mødte Filippinernes finansminister Carlos Dominguez i juli, blev det forelagt for ham, at Manila kunne spille Tokyo og Beijing ud mod hinanden for at maksimere indadgående ODA-strømme og tvinge de to suveræner til at konkurrere om finansieringsomkostningerne. Dominguez smiler. 

"Vores fokus er at få projekter i gang så hurtigt som muligt," siger han. "Begge lande har givet tilsagn. Japans 9 milliarder dollars er virkelig nyttige, men det er de penge, Kina lover, også. Vi får lån til under markedsværdi."

Men i en langt bredere sammenhæng beskriver Dominguez dette som en "kamp om Asiens sjæl" mellem Kina og Japan, to lande med enorme valutareserver og magtfulde eksportorienterede fremstillingssektorer. I de kommende årtier vil de to økonomiske giganter slå ud over retten til at finansiere og bygge vital infrastruktur til en værdi af billioner af dollars over hele Asien.

Det kan du se i kampen om at bygge højhastighedstogprojekter i Malaysia, Indonesien, Thailand, Cambodja og Laos. 

Japan vil have sine kugletog til at suse mellem de store byer i Sydøstasien; Kina ønsker at styrte partiet og installere sine egne højhastighedslokomotiver. 

Kritik

Triumfer og fiaskoer er garanteret. Nogle gange vil begge tabe: Kina og Japan er blevet kritiseret for omkostningsoverskridelser og forsinkelser på deres respektive vietnamesiske letbaneprojekter i Hanoi og Ho Chi Minh City.

Der er et sidste stykke af stiksaven. Denne kamp for Asiens sjæl er blot det seneste kapitel i en lang og skiftende historie med bilateral rivalisering. Normalt er der to kombattanter, men denne gang, er der en tredje? 

I juni i år tilbød Korea 1 milliard dollar i ODA til Filippinerne og lovede at bygge nye veje og broer.

"Det er det dobbelte af, hvad de gav den sidste administration, og koreanerne bygger meget god infrastruktur," siger Dominguez. "Tæl dem ikke med."