Nogle gange annoncerer de vigtigste økonomiske begivenheder sig selv med enorme forsideoverskrifter, aktiemarkedskollaps og hektisk indgriben fra embedsmænd.
Andre gange har et sammenløb af kræfter, der er svært at forklare, enorme økonomiske konsekvenser, men alligevel kommer og går, uden at de fleste overhovedet er klar over det.
I 2015 og 2016 oplevede USA den anden type begivenhed.
Der var en kraftig opbremsning i erhvervsinvesteringerne, forårsaget af en indbyrdes forbundne svækkelse i de nye vækstmarkeder, et fald i prisen på olie og andre råvarer og en opgang i dollarens værdi.
Smerten var for det meste begrænset til energi- og landbrugssektorerne og til de dele af fremstillingsøkonomien, der forsyner dem med udstyr. Den samlede økonomiske vækst aftog, men forblev i positivt terræn.
Den nationale arbejdsløshed blev ved med at falde.
Enhver, der ikke arbejdede med energi, landbrug eller fremstilling, kunne få tilgivelse for slet ikke at bemærke det. Alligevel er det vigtigt på mange måder at forstå denne krise - tænk på det som en mini-recession. Det er med til at forklare den økonomiske vækstspurt de sidste to år.
Afslutningen på mini-recessionen i foråret 2016 skabte et opsving i kapitaludgifterne, der begyndte i midten af 2016, og det har bidraget til hurtigere vækst siden. Oliepriserne har nået fire års højder, en vigtig faktor i en stigning i erhvervsinvesteringerne i år.
Det hjælper med at forklare noget af den økonomiske utilfredshed, der var tydelig i produktionstunge områder under valget i 2016. Det giver advarsler om, hvor den næste nedtur kan komme fra, og viser, hvor vigtigt det er for politikere at forblive opmærksomme og fleksible over for uforudsigelige skift i den globale økonomi.
Vigtigst er det, at mini-recessionen i 2015-16 byder på en advarselshistorie for enhver politiker, der måtte ønske at tænke på USA som en økonomisk ø.
Episoden er et skarpt bevis på den risiko, Trump-administrationen står over for, når den truer økonomisk skade for at forhandle gearing med andre nationer om handel og sikkerhed.
Det, der sker i udlandet, kan vende tilbage til de amerikanske kyster hurtigere og mere kraftfuldt, end det engang så ud til at være muligt.
Mini-lavkonjunkturen trodser pænhed. Det er en historie om afsmitninger og feedback-loops og utilsigtede konsekvenser. Men her er en oversigt: I 2015 var kinesiske ledere bekymrede over, at deres økonomi oplevede en kreditboble, og de begyndte at indføre politikker for at begrænse væksten.
Disse fungerede for godt og forårsagede en stejl afmatning. Det gav igen problemer i andre nye vækstlande, for hvem Kina var en stor kunde. I mellemtiden lavede Federal Reserve, der endelig blev overbevist om, at USA's økonomi var ved at vende tilbage til sundhed, planer om at afslutte sin æra med ultra-let pengepolitik.
Da Fed bevægede sig mod strammere penge, gik dens modparter i Den Europæiske Centralbank og Bank of Japan i den modsatte retning. Udsigten til højere renter i USA og lavere renter i eurozonen og Japan førte til en stejl stigning i dollarens værdi på de globale valutamarkeder.
Læs mere fra NYTimes:
Rom, tgennem eja af Flavius Josephus
Kinas wvarsel-oun sundergrundsbane cars, wlink. men rush in
strugle artist på 86
Det gjorde igen Kinas problemer værre. Kina havde længe knyttet værdien af sin valuta til dollaren, så en stærkere dollar gjorde også kinesiske virksomheder mindre konkurrencedygtige globalt.
Da Kina forsøgte at reducere denne byrde ved at løsne bindingen i august 2015, stod det over for kapitaludstrømning, hvilket gjorde den økonomiske situation værre.
På tværs af store vækstmarkeder havde mange virksomheder og banker desuden lånt penge i dollar, så en stærkere dollar gjorde deres gældsbyrder mere besværlige.
Sæt det hele sammen, og da Fed bevægede sig i retning af at hæve renten - som den til sidst gjorde i december 2015 - gjorde det i det væsentlige de finansielle forhold strammere og bremsede derfor væksten over store dele af verden.
Afmatningen på tværs af emerging markets betød til gengæld mindre efterspørgsel efter olie og mange andre råvarer. Det var med til at få deres priser til at falde. Prisen på en tønde West Texas Intermediate råolie faldt til under $30 i februar 2016 fra omkring $106 i juni 2014.
Prisfaldene på metaller som kobber og aluminium og landbrugsprodukter som majs og sojabønner var også stejle. Det øgede kun den økonomiske smerte for de mange vækstøkonomier, der er store råvareproducenter, såsom Brasilien, Mexico og Indonesien.
På grund af faldende priser og høj gældsbelastning blandt energiproducenter i USA kom markederne for aktier og mere risikable virksomhedsobligationer under stress, især i begyndelsen af 2016.
Det skabte tab for investorer og frygt for det finansielle systems overordnede stabilitet. Hver af disse kræfter har forbindelser til de andre. Det var ikke et problem, men et kryds mellem en flok af dem.
Det gjorde det djævelsk svært at diagnosticere, endsige at reparere, selv for de mennesker, hvis opgave var at gøre netop det.
Når Federal Reserve-embedsmænd mødes otte gange om året for at fastlægge rentepolitikken, er deres opgave, som er tildelt af Kongressen, at finde ud af, hvad der er bedst for USA's økonomi.
Deres opgave er ikke at fastlægge en politik, der vil være bedst for Kina eller Brasilien eller Indonesien. Inden 2015 så tingene ret godt ud for USA. Inflationen var under niveauet på 2 procent, som Fed sigter efter, men de traditionelle økonomiske modeller, som centralbankerne længe havde stolet på, forudsagde, at den ville begynde at stige takket være en hurtigt faldende arbejdsløshed.
Selv da priserne på olie og andre råvarer begyndte at falde i midten af året, så Feds modeller det som positivt for den samlede økonomi.
Sikker på, nogle olieborere og landmænd kan opleve lavere indkomster, men forbrugere overalt ville nyde billigere benzin- og købmandsregninger. Selvom embedsmænd brugte meget tid på at overvåge den globale økonomi, var det faktum, at USA ikke var så afhængig af eksport som mange mindre lande.
Finanskrisen i 2008 havde vist, hvordan de amerikanske og europæiske banksystemer var dybt sammenflettet, men det samme kunne ikke siges om båndene til kinesiske banker.
Med andre ord, gennem sommeren 2015 så det sikkert ud for mange Fed-embedsmænd, som om det fornuftige skridt var at begynde at hæve renten.
Hos finansministeriet, som er ansvarlig for USA's valutapolitik, så det ud til et godt stykke ind i 2015, at den styrkede dollar for det meste var godartet.
"Der var en fornemmelse af, at USA havde det godt, og resten af verden ikke gjorde det særlig godt," sagde Nathan Sheets, en finansminister på det tidspunkt og nu cheføkonom hos PGIM Fixed Income. "Det var drevet af stærke amerikanske fundamentals."
Men i sensommeren 2015 begyndte de finansielle markeder at reagere mere voldsomt på feedbacksløjfen fra globale valutaer og råvarer.
Det begyndte at virke, som om nogle af de gamle tommelfingerregler - om hvordan en stigende dollar eller faldende oliepriser kan påvirke økonomien - måske ikke gælder. Måske var de økonomiske modeller, der blev brugt af prognosemagere, blevet forældede, idet de ikke fuldt ud kunne redegøre for, hvordan den stigende energiproduktion var blevet mere sammenflettet med fremstillingssektoren og de finansielle markeder.
"Disse ting var alle sammenkoblet på forskellige måder, og de cyklede alle tilbage på de samme industrier og dele af økonomien," sagde Jay Shambaugh, medlem af Obamas Hvide Hus Council of Economic Advisers på det tidspunkt.
Alligevel var det ingen let opgave at destillere den komplekse historie til skarpe notater til højtstående embedsmænd.
"Du er nødt til at gøre notater korte og konkrete i Det Hvide Hus, og det var svært at sige, hvad vi præcis troede, der skete," sagde han.
Bag lukkede døre hos Fed begyndte embedsmænd at diskutere, om dette udbrud af volatilitet på markederne virkelig udgjorde en risiko for den samlede økonomi. Skal de holde fast i deres planer om at hæve renten støt, eller sætte farten ned?
Over to dage i oktober udspillede debatten sig offentligt. Stan Fischer, næstformand for Fed, var tilbageholdende med at justere de planlagte rentestigninger, idet han ikke ønskede at lade udsving i de finansielle markeder diktere politik.
"Vi forventer ikke i øjeblikket, at virkningerne af denne seneste udvikling på den amerikanske økonomi vil vise sig at være store nok til at have en væsentlig effekt på vejen for politik," sagde han i en tale i Lima, Peru, den 11. okt. 2015.
Lael Brainard, en Federal Reserve-guvernør, der havde arbejdet med internationale spørgsmål i finansministeriet, var en del mere bekymret.
"Der er en risiko for, at intensiveringen af internationale krydsstrømme kan veje tungere på den amerikanske efterspørgsel direkte, eller at forventningen om en skarpere divergens i amerikansk politik kan pålægge tilbageholdenhed gennem yderligere stramninger af de finansielle forhold," sagde hun den 12. oktober i Washington.
Fru Brainard havde ret.
Den onde cirkel med en stærkere dollar, svagere vækst i vækstmarkederne og lavere råvarepriser fik udgifterne til visse typer kapitalgoder til at styrtdykke fra midten af 2015. Udgifterne til landbrugsmaskiner faldt i 2016 med 38 procent fra 2014-niveauet; for olie- og naturgasstrukturer - tænk på olieborerigge - faldt antallet med hele 60 procent.
Olie- og gasudforskningsboomet knyttet til fracking-teknologi gik i stå med energipriser på bundniveauer, og med det salg af udstyr knyttet til dette boom.
Med faldet i indenlandske kapitalinvesteringer i disse industrier og med svaghed i udlandet, tog virksomheder i relaterede industrier det på hagen. Caterpillar, producenten af tungt udstyr, havde 30 procent lavere omsætning i 2016 end 2014. I store dele af økonomien var det derimod business as usual.
Virksomhedernes udgifter til investeringer som computere og kontorbygninger blev ved med at stige, og det samme gjorde forbrugernes udgifter. Alligevel var nedturen i industrisektoren kraftig nok til at vende en stærk ekspansion til en svag.
Den samlede vækst faldt til 1.3 procent i de fire kvartaler, der sluttede i midten af 2016, fra 3.4 procent i det foregående år. Nationaløkonomien blev ved med at tilføje arbejdspladser. Men Harris County, Tex., som omfatter det energicentrerede Houston og dets nære forstæder, tabte 0.8 procent af sine arbejdspladser i det tidsrum.
I Peoria, Ill., Caterpillars hjemby, faldt beskæftigelsen med 3.2 procent. Faktisk var dette en lokal recession - alvorlig visse steder, men koncentreret nok til at den ikke kastede den samlede amerikanske økonomi i sammentrækning. I Williston, ND, hvor økonomien havde boomet i årevis på grund af en stigning i olie- og naturgasboringer på Bakken-olieområdet, lukkede eller skar virksomheder af alle typer lønninger.
"Det varierer fra uge til uge, men hver uge bliver værre," sagde Marcus Jundt, ejer af en restaurant, Williston Brewing Company, til CNBC i marts 2016. "Vi ved ikke, hvor bunden er, men vi er ikke der endnu."
Men det kunne have været værre.
Da Janet Yellen overtog ledelsen af Federal Reserve i begyndelsen af 2014, arvede hun en økonomi, der havde ekspanderet støt i årevis, med stor hjælp fra Feds rentepolitik. At beslutte, hvordan og hvornår man skulle trække denne støtte - hvornår man skulle hæve renten, som havde været tæt på nul i mere end seks år - skulle være det afgørende valg for hendes embedsperiode.
I 2015, med tegn på, at USA's økonomi var ved at vende tilbage til sundhed, mente hun og hendes kolleger, at det var på tide at begynde at hæve renten. Hun er en førende arbejdsmarkedsforsker, som har brugt en karriere på blandt andet at studere, hvordan et stramt arbejdsmarked i sidste ende kan slå igennem på inflationen.
I juli samme år var arbejdsløshedsraten 5.2 procent, mens de nye markeder blev forstyrret, og det var ikke meget over det niveau, som Fed-embedsmændene mente var i overensstemmelse med et fuldt sundt arbejdsmarked.
Så begyndte uroen i august.
Ms. Yellen valgte ikke at hæve renterne i september og ventede på flere beviser for, at økonomien virkelig var på rette spor, og at problemerne på de nye markeder ikke ville gøre for meget skade på den indenlandske økonomi. Men i december vurderede hun, at situationen havde stabiliseret sig nok til at hæve renten.
Samtidig afslørede Fed prognoser, der indikerer, at dets højtstående embedsmænd forventede at hæve renten fire gange mere i 2016. Inden for få uger sendte de globale markeder en besked: Ikke så hurtigt.
Dollaren blev ved med at styrke sig, prisen på råvarer blev ved med at falde, og Standard & Poor's 500 faldt omkring 9 procent over tre uger i slutningen af januar og begyndelsen af februar. Obligationsrenterne faldt, hvilket tyder på, at USA var i risiko for recession.
I midten af februar 2016 skulle de finansielle ledere fra verdens mest magtfulde nationer mødes i et Shanghai til det periodiske G20-topmøde. Med globale markeder i uro, var det store spørgsmål: Kan embedsmændene tøjle disse kræfter?
Den officielle erklæring udgivet af deltagerne i topmødet indeholdt flere nik til turbulensen, der anerkendte risici fra "volatile kapitalstrømme" og faldende råvarepriser.
Men vigtigere end nogen ord var det, der fulgte i de følgende uger.
To dage efter topmødet sænkede Kina sit reservekrav til banker, hvilket i det væsentlige åbnede muligheden for mere udlån. I de følgende måneder ville det indføre strammere kontrol med kapitalbevægelser uden for landet og forsøge at binde værdien af yuanen mindre tæt til dollaren.
Tre uger efter topmødet havde Fed endnu et politisk møde.
I stedet for at hæve renten yderligere, som det var forudset i december, afviste Fed-embedsmænd at hæve renten - og reducerede kraftigt deres forventninger til, hvor meget yderligere de ville hæve renten i resten af 2016. Tilsammen var disse trin nok til at afslutte den onde cirkel .
Dollaren holdt op med at styrke sig og begyndte at falde. Oliepriserne nåede bunden og begyndte et opsving. I USA voksede kapitaludgifterne igen i sommeren 2016.
Nogle analytikere af de finansielle markeder har sat en konspiratorisk holdning til den samordnede handling fra de to sider af Stillehavet og spekuleret i, at ledere havde indgået en hemmelig aftale på G20-mødet i februar 2016. De kalder det "Shanghai-aftalen" - i bund og grund, at Fed ville holde ud med rentestigninger, hvis kineserne også tog deres egne handlinger.
Ms. Yellen sagde, at det ikke er sådan. Hun sagde i et interview, at der var en omfattende udveksling af synspunkter og informationer med den kinesiske delegation i Shanghai, men at der ikke var nogen løfter eller eksplicitte aftaler.
"Jeg er klar over, at det for store dele af verden lignede en slags hemmelig håndtryksaftale," sagde hun. "Dette var ikke en aftale. Dette var den globale økonomi og kapitalmarkederne, der påvirkede de amerikanske udsigter, og Fed var følsom over for det, idet den tog det i betragtning og dens indflydelse på politik på passende vis."
Fed, sagde hun, gjorde, hvad den mente var bedst for USA's økonomi uden at vide præcis, hvad kineserne ville gøre. Mr. Sheets, den tidligere finansminister, afviste også ideen om en hemmelig aftale.
"Det er bare ikke sådan, det virker," sagde han. "Der var mange møder. En masse bilaterale og firkantede. Du mødes med dine kolleger og taler om den globale økonomi og tænker over udfordringerne og hvad der kan gøres. Men der var intet aftalt bag lukkede døre, som ikke var en del af den formelle erklæring."
Selvom der ikke var nogen formel hemmelig aftale, viste resultatet sig at være nok - ledere af verdens to største økonomier fokuserede direkte på de risici, som situationen indeholdt.
Virkningen af den globale råvare-valutaspiral i 2015-16 er tydelig ved et blik på de økonomiske statistikker. Det er mindre tilfældet i de økonomiske debatter i 2018.
For det første, mens Trump-administrationen har krævet fuld kredit for en stigning i erhvervsinvesteringer, er tilbageslaget fra mini-recessionen en vigtig faktor. Økonomer i Det Hvide Hus har præsenteret diagrammer, der viser en stigning, der startede i fjerde kvartal af 2016, hvor valget fandt sted. Men den vending begyndte i midten af 2016 af de fleste foranstaltninger, ikke i slutningen af 2016 som foreslået af Det Hvide Hus's "seks kvartals sammensatte årlige vækstrate".
For det andet kunne mini-recessionen meget vel have påvirket nogle politiske holdninger under valget i 2016. Mens økonomien var i ret god form for folk i store byer ved kysterne, var 2016 barsk for mange mennesker i lokale økonomier, der var stærkt afhængige af boring, minedrift, landbrug eller fremstilling af maskiner, der understøtter disse industrier.
En meningsmåling i oktober 2016 af en landbrugsbranchepublikation, Agri-Pulse, viste, at 86 procent af landmændene var utilfredse med den måde, tingene gik på i USA.
For det tredje skal økonomiske politiske beslutningstagere udvise fleksibilitet til at reagere på indkommende information, selv når den ikke passer til deres egne prognoser eller forforståelser.
Hvis fru Yellen havde været mere stædig med at holde fast i planen om at blive ved med at hæve renterne gennem 2016 på grund af sin uddannelse som arbejdsmarkedsøkonom, kunne resultatet meget vel have været en egentlig recession.
"Hun lærer altid," sagde Julia Coronado, formand for MacroPolicy Perspectives, "og ikke så egoistisk, at hun er gift med ét syn på verden."
Endelig viser det, at den globale økonomi er så indbyrdes forbundet, at begivenheder i Shanghai eller São Paulo kan forårsage uforudsigelige effekter i fjerne steder.
I det sidste år har Trump-administrationen indført toldsatser mod Kina og andre store økonomiske partnere for at udtrække mere fordelagtige handelsbetingelser.
Men mini-recessionen advarer om risikoen for rikochet. Kan man lide det eller ej, kompleksiteten af vores globale forbindelser betyder, at politik ikke kun kan fokusere på hjemmefronten. I 2016 lærte vi den lektie på den hårde måde, selvom ikke alle var opmærksomme.


Signal2forex.com - Bedste Forex robotter og signaler

