Hvorfor GOP bliver ved med at tabe kampen i budgetaftaler

Efter at have undladt at ophæve Obamacare, planlægger præsident Donald Trump og hans parti nu at overgive deres egen præstation: budgetlofter, som Republikanerne engang påtvungne præsident Barack Obama.

Hverken deres tilbagetog eller de sædvanlige konservative protester overrasker nogen. Republikanerne har trukket sig tilbage fra disse lofter gentagne gange i de seneste år, fordi de, når de oversættes fra tal på en side til faktiske reduktioner i offentlige tjenester, afviser begge parters beslutningstagere.

Men denne seneste indrømmelse fortæller den samme historie, som Obamacares modstandskraft gør: om en GOP i det 21. århundrede, der er offentligt forlovet med ideologiske forpligtelser, som den mangler den politiske støtte til at opfylde. Demokratiske ledere bliver ved med at sejre i budgetforhandlingerne ved at forsvare ting, som amerikanerne ønsker.

Husk, hvad der skabte disse budgetlofter for otte år siden. Den dybe recession, der fulgte med Wall Streets finanskrise, havde sendt det føderale underskud i vejret til 1 trillion dollar; den økonomiske stimulans i 2009, som Obama og Kongressens demokrater vedtog for at dæmme op for nedturen, pressede underskuddene endnu højere.

Snart krævede Tea Party-republikanerne, der vandt et flertal i Parlamentet i 2010, kraftige nedskæringer. Da de tog en økonomisk afgørende stigning i gældsgrænsen som gidsler, pressede de på deres krav længe nok til at udløse den første nogensinde nedgradering af den amerikanske regerings kreditvurdering.

Alligevel havde republikanerne inden for to år sluttet sig til demokraterne i at konkludere, at den 10-årige budgetkontrollov pressede for meget. Huset dramatiserede punktet i efteråret 2013 ved at undlade at vedtage et lovforslag om transportfinansiering - fordi det manglede nok udgifter til at tiltrække republikanske stemmer.

"Huset har afvist at gå videre med gennemførelsen af ​​selve det budget, det vedtog for bare tre måneder siden," klagede den ledende GOP-repræsentant Hal Rogers fra Kentucky dengang. "Urealistiske og ugennemtænkte skønsmæssige nedskæringer skal bringes til ophør."

I slutningen af ​​samme år blev det republikanske hus enig med Obama og det demokratiske senat om at vende mange af disse nedskæringer. Da den aftale udløb, hvor republikanerne også kontrollerer Senatet, indgik de en anden aftale med Obama for at rulle dem tilbage. Sidste år, hvor republikanerne kommanderede Det Hvide Hus og begge kamre i Kongressen, gjorde de det igen.

Nu har det republikanske Hvide Hus, det republikanske senat og det demokratiske hus indgået et nyt kompromis for at øge udgifterne med 320 milliarder dollars. Ligeligt opdelt mellem forsvarsprogrammer, republikanernes pris og indenlandske prioriteter, demokratisk mester, bringer det budgettet tilbage i nærheden af ​​2010-niveauerne, der eksisterede før denne otte-årige øvelse begyndte.

De sædvanlige mistænkte klager over, at aftalen ikke opfylder deres løfter om at skrumpe regeringen. På Twitter skildrede den konservative GOP-repræsentant Mark Walker det som et stykke flammende vraggods.

Aftalen formindsker faktisk ikke regeringen. Men i betragtning af, at republikanske såvel som demokratiske vælgere værdsætter de tjenester, de betaler for, kan Walker lige så godt råbe af skyerne.

De, der hovedsageligt er optaget af faldende føderale underskud, sprænger en ny flodbølge af rødt blæk. Men de kommer ingen vegne, så længe debatten drejer sig om at skære ned på den snævre "skønsmæssige" del af budgettet i stedet for at hæve skatterne og dæmme op for de massive socialsikrings- og Medicare-ydelsesprogrammer, der kører på autopilot.

Faktisk kastede deres formodede GOP-mestre motoren til reduktion af underskud i bakgear og slog gassen ved at stemme for Trumps skattelettelse i 2017. Under hans præsidentperiode har republikanske ledere ikke gjort noget forsøg på at afskære pensionistydelser, selv mens de insisterer på, at regeringen skal gøre det snart.

Nogle liberale demokrater græder også over aftalen. De ville ønske, at Pelosi fik flere indrømmelser ved at udøve truslen om føderal standard mere aggressivt, som republikanerne gjorde under Obamas præsidentperiode.

Hvis venstreorienterede demokratiske lovgivere som Alexandria Ocasio-Cortez og hendes "hold" havde indflydelse og lyst til at skubbe partiledere rundt, som Tea Party-republikanerne gjorde i 2011, ville Pelosi have. Men det gør de ikke.

Nutidige demokrater værdsætter regering og regering mere end nutidige republikanere gør. Så Pelosi indvilligede i at hæve gældsloftet til slutningen af ​​Trumps valgperiode i bytte for penge til at støtte tjenester lige fra nationalparker til videnskabelig forskning til lavindkomstboliger, børnepasning og miljøbeskyttelse.

At dette republikanske Hvide Hus gik med, demonstrerer, hvordan Pelosi og demokraterne holdt overhånden. Trumps stabschef er Mick Mulvaney, den selvbestaltede "højreorienterede nuttemand", der æggede på Obama-æraens budget og gældsgrænsekriser.

Men republikanske præsidenter, hvis de ønsker at vinde genvalg, kan ikke såre vælgerne med servicenedskæringer eller økonomien med trusler om regeringens misligholdelse mere end demokraterne kan. Styreformens bue bøjer sig mod den politiske virkelighed, selvom GOP's erklærede filosofi peger et andet sted hen.