Ansvarlig økonomi: Trumps Kodak-øjeblik

"De vil ikke have olie og gas," sagde den amerikanske præsident Trump om demokraterne på åbningsaftenen for den republikanske nationale konvent, klemt mellem: "De vil ikke have våben" og "De vil ikke have nogen Gud". På den afsluttende aften uddybede han: "[Demokratisk præsidentkandidat, Joe] Biden har lovet at afskaffe produktionen af ​​amerikansk olie, kul, skifer og naturgas, hvilket lægger øde på økonomierne i Pennsylvania, Ohio, Texas, North Dakota, Oklahoma, Colorado og New Mexico – ødelægger disse stater, fuldstændig ødelægger disse stater og andre. Millioner af arbejdspladser vil gå tabt, og energipriserne vil stige i vejret.”

Da jeg så hans insisteren på olie og gas, blev jeg mindet om Kodak. I 2001 købte Kodak webstedet for digital fotografering, Ofoto (omdannet til Kodak Gallery). I 2008 havde Kodak 60 millioner kunder, men i 2012 var det konkurs. Hvorfor? Fordi firmaet lavede 80 % marginer på film, og en ny forretningsmodel med en anden rampehastighed og ikke i nærheden af ​​den rentabilitet kunne i starten bare ikke overbevise ledende medarbejdere om at foretage skiftet, så det digitale forblev betragtet som en sideforretning. 

Da jeg talte med Ofoto-grundlægger Lisa Gransky for år siden, sagde hun: "De, der driver virksomheden, troede, at skiftet til digitalt ville være langsommere, nye markeder ville vokse med film, og at de havde tid til at skrue ned for filmsiden af ​​forretningen, mens de digital tog over – men skiftet skete næsten fra den ene dag til den anden. Den ene dag var der film, den næste var det ikke, og Kodak var for sent.” 

Olie og gas er Trumps Kodak-øjeblik. 

Kulindustrien, bestemt i USA, har været i konstant tilbagegang i mange år. Ifølge Bureau of Labor Statistics var der tæt på 90,000 kulminearbejde i USA i 2012 sammenlignet med 46,600 i dag, og trods hans kampagneløfter i 2016 har Trump ikke øget disse job. Det kan han ikke. Omstillingen til en kulstoffattig økonomi er godt i gang, hovedsageligt drevet af efterspørgsel og de frie markeder, som USA holder højt.

Ny retning

I år forventes vedvarende energi at generere mere elektricitet end kul i f.eks. USA. Olie og gas følger efter. Covid-19 og en priskrig har forværret risikoen for strandede aktiver, og smartere virksomheder fremskynder overgangsplaner. I juni, for eksempel, skar BP op til 17.5 milliarder dollars af værdien af ​​sine aktiver efter at have sænket sine langsigtede prisantagelser, og i august meddelte det, at det ikke længere ville foretage nogen efterforskning i nye lande.

Men folk vil miste deres job, hvis de ikke omskoler sig – ligesom de gjorde i byer som Youngstown, Ohio og Pittsburgh, Pennsylvania, da stålindustrien kollapsede. Trump kunne så let bevæge sig med rejseretningen i stedet for imod den og kæmpe for, at arbejdere med fossilt brændstof bliver omkvalificeret i stedet for at kæmpe for, at de beholder blindgydejob. 

For eksempel lovede Hillary Clintons præsidentkampagne i 2016 et overgangsforslag på 30 milliarder dollar for at støtte berørte arbejdere, og Biden har også sagt, at han vil investere i berørte lokalsamfund. Ren energi skaber arbejdspladser. Ifølge de seneste data fra International Renewable Energy Agency (IRENA) beskæftigede energieffektivitet i 2018 mere end tre millioner mennesker i USA.

Trump kunne så let bevæge sig med rejseretningen i stedet for imod den og kæmpe for, at arbejdere med fossile brændstoffer bliver omkvalificeret i stedet for at kæmpe for, at de skal beholde blindgydejob 

Stater får det. Nogle har påbegyndt deres egen rejse til omstilling og for at støtte fordrevne arbejdere. Colorado (en af ​​Trumps såkaldte "ødelagte" stater) bragte fagforeninger og miljøaktivister sammen for at skabe et kontor for retfærdig overgang for at støtte kulafhængige samfund i overgangen til 100 % vedvarende energi i 2040. New Mexico og Virginia følger efter.

Det har også finansielle institutioner og filantroper. Non-profit, Just Transition Fund, giver for eksempel tilskud og teknisk bistand til overgang til kulsamfund, mens andre små initiativer viser deres støtte - såsom Impact Experience, der har samlet investorer med høj nettoværdi med et kul fra West Virginia fællesskab. HSBC i USA yder også økonomisk såvel som mentorstøtte til sociale iværksættere såsom Coalfield Development, der skaber grønne jobmuligheder i amerikanske kulminesamfund.

Og mens Trump-administrationen i august meddelte, at den ville åbne 1.5 millioner acres af Arctic National Wildlife Refuge for olie- og gasboringer, JPMorgan, Morgan Stanley, Goldman Sachs, Wells Fargo og Citi (blandt utallige andre ikke-amerikanske banker) ) har alle udelukket finansiering af nye arktiske boringer.

Vej til overgang

Amerikanske banker har velsagtens smedet deres egen vej mod overgang i stedet for at følge den nuværende administrations, men de føler dog, at disse bestræbelser i år er steget. Indtil i år, bortset fra Citis engagement i principperne for ansvarlig bankvirksomhed, havde de amerikanske banker været mærkbart fraværende fra globale netto-nul-ambitioner og koalitioner. Europæiske banker havde kæmpet alene.

I juli annoncerede Morgan Stanley, Bank of America og Citi imidlertid deres tilmelding til PCAF, Partnership for Carbon Accounting Financials, der blev startet af hollandske banker tilbage i 2015. Også i juli lancerede Rocky Mountain Institute sit Center for Climate Samlede Finans med finansiel opbakning fra Goldman Sachs, Wells Fargo, JPMorgan, Bank of America og Amalgamated Bank. Dens rolle er at drive dekarbonisering på tværs af sektorer, idet den henter inspiration fra Poseidon-principperne om skibsfart.

Mens resten af ​​verden og USA er gået videre til digital film, forbliver Trump og cheferne for fossile brændstoffer i mørkerummet.