Coronavirus: Verdensbanken bør bekymre sig om, at offentligheden ikke forstår dens pandemiske obligationer

Pandemibindinger og deres fætre i den bredere katastrofeobligationssektor er ejendommelige dyr. De er ofte komplekse, noget uigennemsigtige, og de må vade gennem mudderet af sygelige muligheder.

Men i bund og grund er de forsikringer. Som de fleste forsikringer involverer de en vurdering af risikoen for ubehagelige hændelser. Den lettelse, de yder, er bestemt af strenge betingelser. Undlader at opfylde dem, og der er ingen udbetaling.

Corona-Covid-19-udbruddet, der løb rundt i verden, har øget profilen af ​​de pandemiske obligationer, som Verdensbanken udstedte i 2017. De er endnu ikke blevet udløst, hverken af ​​ebola-udbrud siden 2017 eller af coronavirus-krisen i 2020.

For coronavirus er det af den simple grund, at obligationerne kun overvejes til udbetaling, når en epidemi har kørt i 12 uger. Og på det tidspunkt skal den opfylde visse andre kriterier, såsom antallet af dødsfald, antallet af tilfælde, den geografiske spredning og i hvilket omfang epidemien stadig vokser i alvorlighed.

Disse kriterier er selvfølgelig komplekse. Begreberne, der beskriver dem, er begravet i uigennemtrængelige dokumenter, såsom prospektet for pandemiske obligationer og driftsmanualen for Verdensbankens ordning.

Sådanne dokumenter er ikke overraskende undsluppet opmærksomheden fra de horder af stemmer på nettet, der har låst sig fast på bindingernes eksistens og er nu, lige så overraskende, forargede over, at bindingerne endnu ikke er blevet udløst.

Uanset om Verdensbanken og dens tilknyttede institutioner har givet tilsagn om 12 milliarder dollars for at hjælpe med at bekæmpe sygdommen, og at den pandemiske binding kun er på 325 millioner dollars. Nej, de vanvittige indbyggere på Twitter har erklæret Verdensbankens obligation for en sammensværgelse for at berige onde investorer, der satser – betting! – med uskyldige menneskers liv.

Complex

Dette er selvfølgelig kun forventeligt. Finansmarkederne er komplicerede. Forsikring er kompliceret. Had til begge dele er enkelt. Hvorfor risikere at fremstå som det fjols, der ikke deltager i misbruget?

Men "væddemål" på katastrofe er, hvad dem, der tilbyder forsikring, gør hver dag. Det er, hvad et forsikringsselskab gør, når det dækker risikoen for, at dit hus brænder ned, eller at du styrter din bil. Det er, hvad livsforsikringsselskaber gør, når de spekulerer i, hvornår du sandsynligvis dør.

Hvor skandaløst, at skyggefulde organisationer skulle satse på dit liv for at forsørge din familie, hvis det værste skulle ske.

Kritikken er så meget desto mere uvidende, fordi den ikke forstår, at investorer i pandemiske obligationer per definition satser på, at du vil overleve. De mister penge, hvis nok mennesker dør. Det er virkelig så simpelt som det.

Og så til konspirationerne, og først og fremmest anklagen om, at Verdensbanken og Verdenssundhedsorganisationen undgår at "erklære" en pandemi for at beskytte disse obligationsejere.

Det er vrøvl. Der er intet krav om, at nogen selvstændigt skal "erklære" en pandemi for, at obligationerne kan udbetales. Det har der aldrig været. Når udløserne for obligationerne er ramt, vil obligationerne udbetale. Det vil ske, selvom ingen nogensinde har beskrevet udbruddet som en pandemi.

Usande beskyldninger af den slags, der bliver handlet nu, er farlige. De vil yderligere udhule offentlighedens tillid og vil ironisk nok gøre det sværere for global bistand at blive enige om og koordineret effektivt 

Der er legitime spørgsmål, der skal stilles om nytten eller ej af disse pandemiske bindinger. Er de for komplekse? Kan de modelleres effektivt af investorer? Hvis de udbetaler, er det så sandsynligt, at det er for sent at være til praktisk hjælp til de svageste lande i verden, dem som det er designet til at hjælpe mest? Hvis de ikke betaler ud, selv i en alvorlig krise, er de så egnede til formålet?

Det er alle rimelige spørgsmål, og Verdensbanken bliver nødt til at løse dem, når den ser på yderligere versioner af ordningen, når de nuværende obligationer udløber i juli.

Men sådanne spørgsmål er anderledes end idiotiske anklager fremsat af folk, der hverken har ekspertise til at vurdere, hvad de klager over, eller vilje til at informere sig selv, før de gør.

Sådan har det altid været med økonomi, på én gang noget komplekst og abstrakt for de fleste mennesker, og alligevel også noget, der berører praktisk talt alle i deres dagligdag. For mange er den overfladiske involvering nok til at retfærdiggøre et bidrag til protestkoret, når noget ikke lever op til forventningerne.

Som altid skal nogen bebrejdes.

Dangerous

For industrien eller multilaterale organer at reagere på enhver dårligt informeret kritik ville være et monumentalt spild af tid. Men den nuværende situation kan være anderledes.

Usande beskyldninger af den slags, der bliver handlet nu, er farlige. De vil yderligere udhule offentlighedens tillid og vil ironisk nok gøre det sværere for global bistand at blive enige om og koordineret effektivt.

Af alle disse grunde skal de tilbagevises. Mange vil selvfølgelig ikke tro, hvad de ikke vil tro, men at reagere i vendinger, som den bredere offentlighed kan forstå, ville i det mindste fjerne noget af den kompleksitet og uigennemsigtighed, der hjælper med at sætte skub i disse konspirationer blandt dem, der ikke er ondsindede, men blot uvidende om fakta.

Her har Verdensbanken svigtet i sin kommunikation. Den bør så klart som muligt forklare, under hvilke betingelser en ordning som dens pandemiske obligationer vil udbetale, og hvornår den ikke vil. Det bør minde verden om, at ordningens betingelser er gennemsigtige og en funktion af de data, som hvert land rapporterer, ikke en bestemt institutions luner.

Som Euromoneys egen rapportering har fundet, er det svært at få svar på denne komplekse situation, selv med direkte kommunikationskanaler med en institution som Verdensbanken. For den brede offentlighed er dette så meget desto sværere.

Det er forståeligt at fokusere på processen frem for alt andet, mens verden kæmper med krise, men regeringer oplever hurtigt, at en af ​​de største udfordringer, de skal reagere på i coronakrisen, er kommunikation. At ønske det ikke var sådan er ikke et svar. Verdensbanken skal optrappe sit spil.