Black Wall Street blev knust for 100 år siden. Hvordan massakren på Tulsa-løbet blev dækket op og fundet

For et århundrede siden denne uge blev det rigeste amerikanske sorte samfund brændt ned til jorden.

Ved begyndelsen af ​​det 20. århundrede blev Greenwood District of Tulsa, Oklahoma, et af de første samfund i landet, der blomstrede med sorte iværksættervirksomheder. Den velstående by, der blev grundlagt af mange slave efterkommere, fik et ry som Black Wall Street of America og blev en havn for afroamerikanere i en stærkt adskilt by under Jim Crow love.

Den 31. maj 1921 vendte en hvid pøbel Greenwood på hovedet i en af ​​de værste racemassakrer i USAs historie. I løbet af få timer blev 35 kvadratblokke fra det pulserende sorte samfund omdannet til ulmende aske. Utallige sorte mennesker blev dræbt - estimater varierede fra 55 til mere end 300 - og 1,000 hjem og virksomheder blev plyndret og sat i brand.

Men i den længste tid modtog massakren ringe omtale i aviser, lærebøger og civile og statslige samtaler. Det var først i 2000, at slagtningen blev inkluderet i Oklahoma's offentlige skolers læseplan, og den kom først ind i amerikanske historiebøger før de seneste år. Tulsa Race Riot Commission fra 1921 blev dannet for at undersøge i 1997 og offentliggjorde officielt en rapport i 2001.

”Massakren blev aktivt dækket af det hvide samfund i Tulsa i næsten et halvt århundrede,” sagde Scott Ellsworth, professor i afroamerikanske og afrikanske studier ved University of Michigan og forfatter af ”The Ground Breaking” om Tulsa-massakren.

"Da jeg startede min forskning i 1970'erne, opdagede jeg, at officielle National Guard-rapporter og andre dokumenter alle manglede," sagde Ellsworth. ”Tulsas to daglige hvide aviser, de gik ud af deres måde i årtier for ikke at nævne massakren. Forskere, der ville forsøge at arbejde på dette så sent som i begyndelsen af ​​1970'erne, havde deres liv truet og havde deres karriere truet. ”

I ugen efter massakren beordrede Tulsas politichef sine officerer til at gå til alle fotografistudierne i Tulsa og konfiskere alle de billeder, der var taget af blodbadet, sagde Ellsworth.

Disse fotos, som senere blev opdaget og blev de materialer, som Oklahoma-Kommissionen brugte til at studere massakren, landede til sidst i skødet på Michelle Place på Tulsa Historical Society & Museum i 2001.

”Det tog mig omkring fire dage at komme igennem kassen, fordi fotografierne var så forfærdelige. Jeg havde aldrig set den slags billeder før, ”sagde Place. ”Jeg vidste ikke noget om oprøret, før jeg kom på arbejde her. Jeg har aldrig hørt om det. Siden jeg har været her, har jeg været ved mit skrivebord for at beskytte dem efter bedste evne. ”

Tulsa-museet blev grundlagt i slutningen af ​​1990'erne, men besøgende kunne ikke finde spor af race-massakren indtil 2012, hvor Place blev administrerende direktør, fast besluttet på at fortælle alle Tulsas historier. En digital samling af fotografierne blev til sidst gjort tilgængelige for visning online.

”Der er stadig et betydeligt antal mennesker i vores samfund, der ikke ønsker at se på det, som ikke vil tale om det,” sagde Place.

Ikke kun byrådets embedsmænd i Tulsa skjulte blodbadet, men de skiftede også bevidst historien om massakren ved at kalde det et "oprør" og bebrejde det sorte samfund for, hvad der gik ned, ifølge Alicia Odewale, en arkæolog ved University of Tulsa.

Massakren blev heller ikke længe diskuteret offentligt i det afroamerikanske samfund. Først af frygt - hvis det skete en gang, kan det ske igen.

”Du ser gerningsmændene gå frit på gaden,” sagde Odewale. ”Du befinder dig i Jim Crow South, og der sker raceforskrækninger over hele landet på dette tidspunkt. De beskytter sig selv af en grund. ”

Desuden blev dette sådan en traumatisk begivenhed for overlevende, og ligesom Holocaust-overlevende og veteraner fra XNUMX. verdenskrig ville mange af dem ikke belaste deres børn og børnebørn med disse forfærdelige minder.

Ellsworth sagde, at han kender til efterkommere af massakreoverlevende, der ikke fandt ud af det, før de var i 40'erne og 50'erne.

”Stilheden er lagdelt, ligesom traumet er lagdelt,” sagde Odewale. ”Det historiske traume er reelt, og det traumer dvæler, især fordi der ikke er nogen retfærdighed, ingen ansvarlighed og ingen erstatning eller monetær kompensation.”

Den 31. maj 1921 snublede Dick Rowland, en 19-årig sort shoeshiner, og faldt i en elevator, og hans hånd fangede ved et uheld skulderen på Sarah Page, en hvid 17-årig operatør. Side skreg og Rowland blev set løbe væk.

Politiet blev indkaldt, men Page nægtede at anlægge sag. Men den eftermiddag var der allerede tale om lynchning af Rowland på gaderne i den hvide Tulsa. Spændingen eskalerede derefter, efter at den hvide avis Tulsa Tribune kørte en forsidehistorie med titlen "Nab Negro for Attacking Girl In Elevator", som beskyldte Rowland for forfølgelse, overfald og voldtægt.

I Tribune var der også en nu mistet redaktionel med titlen "To Lynch Tonight", ifølge Ellsworth. Da Works Progress Administration gik til mikrofilm af de gamle numre af Tribune i 1930'erne, var den op-ed allerede blevet revet ud af avisen, sagde Ellsworth.

Mange mener, at avisdækningen utvivlsomt har spillet en rolle i at udløse massakren.

For Black Tulsans resulterede massakren i et fald i boligejerskab, erhvervsmæssig status og uddannelsesmæssig opnåelse, ifølge en nylig undersøgelse gennem 1940'erne ledet af Harvard Universitys Alex Albright.

I dag er der kun et par sorte virksomheder på den eneste tilbageværende blok i Greenwood-distriktet, der engang blev hyldet som Black Wall Street.

Denne måned optrådte tre overlevende fra massakren i 1921 - aldre 100, 106 og 107 - for en kongreskomité, og en kongresmedlem i Georgien introducerede et lovforslag, der ville gøre det lettere for dem at søge erstatning.

I mellemtiden fortsatte historikere og arkæologer med at finde ud af, hvad der gik tabt i årtier. I oktober blev en massegrav på en kirkegård i Oklahoma opdaget, der kunne være resterne af mindst et dusin identificerede og uidentificerede afroamerikanske massakreofre.

”Vi er i stand til at se efter tegn på overlevelse og tegn på liv. Og se virkelig efter de rester af bygget Greenwood og ikke kun om, hvordan de døde, ”sagde Odewale. "Greenwood rejste aldrig."

- CNBCs Yun Li er også medforfatter af "Eunice Hunton Carter: A Lifelong Fight for Social Justice."