USA's udenrigshandelsbalancer er absolut nationale sikkerhedsproblemer

Med risiko for at uddybe det indlysende, kan det være nyttigt at revidere problemet med amerikanske udenrigshandelspolitikker af en enkelt grund: Lande, der driver store og systematiske handelsoverskud med USA, virker emblemet af splittende indenlandske kontroverser om forsøg på at stoppe årtier billioner dollar overførsler til resten af ​​verden.

Hvordan ellers skal man forklare det chokerende afslag og en trodsig fodtrækning af store handelsoverskudsnationer for at være opmærksom på Amerikas legitime klager med villighed til straks at rette deres overdrevne, voksende og uholdbare handelsfordel?

Jeg tror, ​​at disse lande gør en stor fejl ved at læse for meget i amerikanske politiske tvister. De undlader at se, at Washington ikke længere kan tolerere åbenlyst urimelig handelspraksis, stigende udenlandsk gæld og drage på den økonomiske vækst fra den kraftigt faldende nettoeksport.

Siden begyndelsen af ​​1980'erne - da USA begyndte at køre stadig større underskud på sin handel med varer og tjenester med resten af ​​verden - til slutningen af ​​sidste år, kom USAs nettotab på udenrigshandel på mere end 11 billioner dollars. I processen fortsatte USA med at bunke over udenlandsk gæld, der nåede forbløffende $ 7.9 billioner i slutningen af ​​første kvartal i år.

Det er, hvad Amerika skal vise for sin rolle som en velvillig bankmand til verden, helvede på en dogmatisk stræben efter uhindret fri handel i en verden, hvor den tysk-ledede EU, Japan og for nylig Kina baserede deres økonomiske politik på merkantilistisk eksport -drevet vækst.

USA sidder nu fast på en løbebånd på handel: I år og næste år forventes statskassen at sælge til udenlandske kreditorer gældsinstrumenter på 1.2 billioner dollars for at finansiere Amerikas kraftigt voksende handelsgab.

Disse tal vil ramme amerikanske offentlige finanser på et tidspunkt, hvor budgetunderskuddet ved udgangen af ​​næste år kunne nærme sig 7 procent af BNP - med den offentlige gæld, i øjeblikket på $ 21.5 trillion, stiger til 110 procent af BNP.

Hvis disse tal ikke er nok til at overbevise folk om, at udenrigshandelsproblemer er uadskillelige fra nationale sikkerhedshensyn, kan nogle begivenheder fra den seneste økonomiske historie bidrage til at give mere mad til tanker.

USA besluttede i august 1971 at indstille dollarindløsninger for guld fra lande, der kører dollaroverskridende handelsoverskud. De europæiske allierede - hvis sikkerhed blev garanteret og stadig er ved Washingtons militære beskyttelse - var hovedlederne for et ubarmhjertigt angreb på det amerikanske guldvindue. Frankrig startede processen i februar 1965 med at bede om, at dets dollarreserver byttes mod det gule metal til den officielle pris på $ 35.5 pr. Ounce guld.

Fire år senere, i november 1975, organiserede de franske og tyske ledere det første G-6-møde i Frankrig, fordi svækkelses dollaren skubbede op i deres valutaer og truede deres udenrigshandelskonti. De ønskede, at USA drastisk reducerer pengemængden, hæver renten og styrker den relative pris på dollaren. Det var en opskrift på en dyb og tilbøjelig amerikansk recession - eller noget meget værre.

Heldigvis nægtede præsident Gerald Ford at forpligte.

Disse sædvanlige begivenheder understregede vigtigheden af ​​fortsat at søge international koordinering af den økonomiske politik. Sådanne bestræbelser har til formål at håndhæve en svær proces med handelsjustering, hvor systematiske overskudslande forventes at stimulere deres indenlandske udgifter og åbne deres markeder, således at underskudslandene kan rette deres eksterne regnskaber uden at gennemgå perioder med alvorlige recessions og stigende arbejdsløshed.

Desværre var den symmetriske handelsjusteringsproces, der skulle gælde for overskuds- og underskudslande, altid blevet en non-starter - og det er det stadig.

USA indvilgede i et sådant uhørt multilateralt handels- og finanssystem, som tilsyneladende tænkte på at få virkelige ressourcer fra udlandet til bytte af egne egne, var en vidunderlig aftale.

Og så begyndte Washington pludselig at indse, at den ordsomme gratis frokost var dårlig forretning.

En gældsbidret Washington fandt sig selv med en stor regning om at give sikkerhed for en rig europæisk union med overfyldte statsskasser. I øjeblikket kører EU et overskud på sine amerikanske handler med en anslået årlig sats på $ 163 milliarder - 8 procent mere end det i 2017.

Det meste går til Tyskland. I de første syv måneder af dette år var Berlins handelsoverskud med USA 11.2 procent over samme periode i 2017, hvilket afspejler tanken om, at tyskerne ikke engang tænker på at afbalancere deres bøger med Washington.

Japan vil efter sigende tale om sit overskud på $ 70 milliarder på amerikanske handler. Ingen synes at vide, hvad det virkelig betyder. Tokyo bør imidlertid ikke være i tvivl om, at det forventes hurtigt og væsentligt at reducere sin store handelsforstyrrelse med USA

Men hvad skal man tænke på et handelsunderskud med Kina, der i øjeblikket er på vej til at ramme $ 400 milliarder ved udgangen af ​​dette år? Vi har der et land officielt mærket af Washington som en "strategisk konkurrent" og en "revisionistisk magt", der udfordrer den amerikanske verdensorden.

Og så tænk på dette: USA kører nu enorme handelsunderskud med lande, der nægter at finansiere det amerikanske handelsgab ved at genbruge deres dollarindkomst ved køb af statens værdipapirer. I første halvdel af dette år havde Kina, Japan og Tyskland et kumulativt handelsoverskud med USA på $ 253.2 mia. - næsten to tredjedele af det samlede beløb - men i løbet af denne periode faldt deres beholdning af amerikansk statsgæld med $ 38.8 mia.

Amerikas uholdbart store ubalancer i handelen og den stigende offentlige gæld er tvingende spørgsmål om national sikkerhed.

Fortrinsvis bør der søges løsninger gennem forhandlinger om, at USA har et uacceptabelt tilfælde for en hurtig og betydelig reduktion af dets store handelsunderskud med EU, Japan og Kina.

Det bør være muligt, at en sådan politik kan arbejde sammen med EU og Japan. De anses trods alt for amerikanske venner og allierede. Desværre er handelsnumrene i løbet af det sidste halvandet år ikke opmuntrende. Intet er blevet indrømmet Washington, deres overskud fortsætter med at vokse, og der er ingen fortællinger, når alt det vil stoppe.

For Kina er den bilaterale handel direkte og uløseligt forbundet med spørgsmål om amerikansk national sikkerhed. Som situationen nu står, vil den udfoldede politiske konfrontation mellem Washington og Beijing sandsynligvis forværres betydeligt. Hvis den uheldige tendens skulle fortsætte, synes en ubestemt krympning af økonomiske forhold mellem USA og Kina uundgåelig.

Kommentar fra Michael Ivanovitch, en uafhængig analytiker med fokus på verdensøkonomi, geopolitik og investeringsstrategi. Han fungerede som seniorøkonom ved OECD i Paris, international økonom ved Federal Reserve Bank of New York og undervist økonomi på Columbia Business School.