Valget i 2020 og økonomien: Del I

Det amerikanske valg i 2020: Et øjebliksbillede af, hvor vi er i dag

I denne rapport, som er del I i en serie om det amerikanske præsidentvalg og dets implikationer for den amerikanske økonomi, undersøger vi nogle af de vigtigste fakta om valget, som det ser ud i øjeblikket. Kampagnen for at blive den demokratiske kandidat til det amerikanske præsidentskab er godt i gang på dette tidspunkt, med kun 70 dage til Iowa caucus, den første stat, der formelt kaster sit lod i den primære sæson (en tabel over alle de vigtigste primære/caucus/ stævnedatoer kan findes på side 5). På nationalt plan har gennemsnittet for Real Clear Politics (RCP) fortsat Joe Biden i spidsen med 29.8 % af støtten (figur 1). Det har Bernie Sanders på 19.3 % og Elizabeth Warren tæt på med 18.5 %. Pete Buttigieg runder top fire med 7.8 %. Tilsammen tegner disse fire kandidater sig for omkring tre fjerdedele af den samlede andel på nationalt plan, mens 13 andre kandidater tegner sig for den resterende fjerdedel.

Interessant nok ser odds på væddemålsmarkedet en smule anderledes ud end hver enkelt kandidats respektive andele i det nationale meningsmålingsgennemsnit. For eksempel, på PredictIt, en førende markedsbaseret forudsigelsesplatform, har Elizabeth Warren den højeste underforståede chance for at vinde den demokratiske nominering på 24 %, efterfulgt af Pete Buttigieg med 22 %, Joe Biden med 21 % og Bernie Sanders med 16 %. Måske er en forklaring på denne uoverensstemmelse, at afstemningen ser noget anderledes ud i de tidlige primære/caucus-stater, end den gør på nationalt plan. I Iowa, for eksempel, er Pete Buttigieg i spidsen ifølge RCP-afstemningsdataene, med Biden, Warren og Sanders tæt klynget bag sig. Markederne kan antage, at tidlig succes for kandidater som Buttigieg eller Warren i Iowa efterfølgende kan føre til et boost i støtten på landsplan. I modsætning hertil er Bidens meningsmålingstal ikke så stærkt i de første par stater, men givet hans stærke nationale støtte ser nogle af de senere stater meget mere gunstige ud. For eksempel, i South Carolina, den fjerde stat til at stemme, er hans RCP-gennemsnit 35.3%, det dobbelte af den næstnærmeste kandidat (Warren).

Tidlig succes har til tider været en god forudsigelse for den eventuelle nominerede, som da Barack Obama besejrede Hillary Clinton i 2008 Iowa caucuses. Når det er sagt, er tidlig succes ingen garanti for sejr. På dette tidspunkt i det tilsvarende overfyldte republikanske primærvalg for 2016-præsidentnomineringen var Donald Trumps nationale meningsmålingsstøtte komfortabelt over de næste tre nærmeste kandidater i kapløbet (figur 2). Alligevel var Iowa-målingerne tættere på det tidspunkt, og Ted Cruz ville fortsætte med at vinde terræn i de næste par måneder. Ted Cruz ville til sidst besejre Trump og Marco Rubio snævert i Iowa, men Trump ville fortsætte med at få succes i mange af følgende stater og i sidste ende hævde at sejren.

For præsident Trump er genvalgsstrategien sandsynligvis ret ligetil: stræb efter at genvinde og udbygge de 304 valgmandsstemmer, der gav ham præsidentposten i 2016. På den demokratiske side er der åbenbart talrige valgresultater, der kunne give den nominerede de 270 valgmandsstemmer nødvendigt for at vinde. En nøgle til Trumps succes var hans outperformance i nogle Midtvestlige stater, og en potentiel vej til Det Hvide Hus for demokraterne ligger i at vende nogle af disse gevinster. For eksempel var Trumps margin over Hillary Clinton i Michigan i 2016 næsten 10 procentpoint bedre end Mitt Romneys forskel med Barack Obama i 2012 (figur 3). I Wisconsin var Trumps forbedring i forhold til Romney næsten otte procentpoint. Hvis den demokratiske kandidat kunne vinde alle de stater, Hillary Clinton vandt og samtidig generobre Michigan, Wisconsin og Pennsylvania - tre stater, som Trump vandt med mindre end et procentpoint - ville det give den nominerede 278 valgmandsstemmer, nok til at tage præsidentembedet snævert.

En anden vej for den demokratiske kandidat kunne være gennem nogle af Sun Belt-staterne, der er drevet lidt mere blåt i de seneste år. For eksempel forbedrede Hillary Clinton Barack Obamas margin i 2012 i Texas med omkring syv procentpoint, og hun indsnævrede det demokratiske tab i Arizona med 5.5 procentpoint sammenlignet med 2012. Yderligere forbedringer i disse stater giver en potentiel vej til sejr, men bakken er lidt stejlere at bestige. Når man ser på den faktiske sejrsmargin i 2016, blev Michigan, Pennsylvania og Wisconsin alle afgjort med mindre end et procentpoint. Til sammenligning var det blandt Sun Belt-staterne Florida, Arizona, North Carolina, Georgia og Texas, at kun Florida blev afgjort med mindre end 3.5 procentpoint.

Præsidentskabet får opmærksomheden, men kontrollen med senatet er kritisk

Mens kapløbet om kontrol med Det Hvide Hus tiltrækker det meste af opmærksomheden, vil kontrol med det amerikanske senat være næsten lige så vigtigt for de politiske udsigter. En del af det, der gjorde valget i 2016 til et sådant omdrejningspunkt for finansmarkederne og økonomien var, at det var første gang, republikanerne kontrollerede Repræsentanternes Hus, Senatet og Det Hvide Hus siden 2006. Denne fælles kontrol tillod præsident Trump og republikanerne i Kongressen. at vedtage nogle større lovgivninger, såsom skattelettelser og jobloven, uden støtte fra oppositionspartiet. På nuværende tidspunkt opretholder republikanerne et flertal i Senatet, med en opdeling af 53 republikanere, 45 demokrater og to uafhængige. Begge Senatets uafhængige caucus med demokraterne (en af ​​dem, Bernie Sanders, stiller op til den demokratiske præsidentkandidat), hvilket gør, at de facto splittes i Senatet 53-47. Således, hvis demokraterne skulle vinde Det Hvide Hus, ville de være nødt til at opnå mindst tre senatsæder for at vinde kontrol over det øverste kammer (når senatet er delt 50-50, afgiver vicepræsidenten den afgørende stemme).

Hvert andet år er en tredjedel af Senatet på valg. Ved første rødme ser senatkortet for 2020 positivt ud for demokraterne. Der er 23 republikanske sæder til genvalg sammenlignet med 12 sæder i demokraterne, hvilket tilsyneladende giver demokraterne flere muligheder for at vende sæder. Men af ​​de 23 sæder, republikanerne forsvarer, er 15 i stater, som Trump vandt med 14 procentpoint eller mere i 2016, en betydelig margin, som vil være svær for den demokratiske opposition at overvinde. Af de resterende otte republikanske sæder er seks i stater, hvor Trump vandt med mindst 3.5 procentpoint. Selvom nogle af disse stater kan være mere inden for rækkevidde for demokraterne, er de stadig langt fra en slam dunk. Tænk på, at af de fire stater, Trump vandt med mindre end 1.5 procentpoint (Michigan, Pennsylvania, Wisconsin og Florida), har ingen en republikansk senator, der stiller op til genvalg i 2020.

Der er kun to republikanske senatorer på vej til genvalg i 2020 fra stater vundet af Hillary Clinton: Cory Gardner fra Colorado og Susan Collins fra Maine. En af de 12 pladser, som demokraterne skal forsvare, er Alabama, som endte med en demokratisk senator efter et stærkt omstridt særvalg i 2017. Trump vandt Alabama med næsten 30 procentpoint, og hvis demokraterne skulle miste dette senatsæde i 2020 ville de skulle samle netto fire pladser andre steder for at tage kontrol over Senatet, forudsat at de også vinder Det Hvide Hus. På nuværende tidspunkt har PredictIt-markederne den underforståede sandsynlighed for, at republikanerne bevarer kontrollen over Senatet på omkring 66 %.

Igen er det kritiske at huske, at de politiske udsigter ikke kun handler om Det Hvide Hus. Hvis demokraterne hypotetisk vinder Det Hvide Hus, men ikke formår at genvinde kontrollen over Senatet, svimles udsigterne for store progressive politiske mål, såsom Medicare for All, betydeligt. Omvendt, hvis et parti skulle vinde begge kamre i Kongressen og Det Hvide Hus, ville udsigterne til større lovændringer forbedres dramatisk. De fleste af de vigtigste love i det seneste årti, såsom Affordable Care Act, Dodd-Frank og Tax Cuts and Jobs Act, blev vedtaget i perioder med forenet regering, og vi tror ikke, at dette mønster er en tilfældighed.

Repræsentanternes Hus: Demokratisk forsvar

I modsætning til Senatet er Repræsentanternes Hus i øjeblikket kontrolleret af demokraterne, og i 2020 vil republikanerne søge at genvinde det flertal, som de senest havde fra 2017-2018. Huset består af 435 medlemmer, og hele huset er på genvalg hvert andet år. På nuværende tidspunkt er der 233 demokrater, 197 republikanere, en uafhængig og fire ledige stillinger. De ledige pladser er fordelt ligeligt mellem to tidligere demokrater-ejede pladser og to republikanske-ejede pladser. Afhængigt af om du tæller disse pladser med, skal republikanerne have enten 19 eller 21 pladser i Parlamentet for at få de 218 pladser, der er nødvendige for et flertal. Selvom dette bestemt kan lade sig gøre (demokraterne fik netto 40 pladser i midtvejsperioden 2018), er nettoændringen i hussæder normalt mindre i præsidentvalgår, end den er i midtvejsperioder. Den gennemsnitlige nettoændring i hussæder i løbet af de seneste seks præsidentvalg er syv, og flertalskontrol i Repræsentanternes Hus har ikke skiftet parti i et præsidentvalgår siden 1952.1

Et værktøj, der bruges af politiske analytikere til at måle den generelle tilstand af kapløbet om kontrol over Parlamentet, er generisk stemmeafstemning. Generisk afstemning spørger respondenterne, om de ville stemme på en republikaner eller en demokratisk til Kongressen, uden egentlig at bruge specifikke kandidater. Figur 4 viser RCP's generiske stemmeseddelgennemsnit pr. 22. november såvel som den gennemsnitlige placering på valgdagen i de seneste tre præsidentperioder. Som det kan ses, er det generiske stemmeseddelgennemsnit kommet inden for et par procentpoint af den faktiske folkevalgsmargen i Repræsentanternes Hus i de seneste par præsidentvalg.2 I 2008 vandt Barack Obama Det Hvide Hus og hjalp Husdemokraterne med at vinde det landsdækkende folkevalg. stemme med omkring 11 procentpoint, hvilket giver 21 mandater. For nylig har Parlamentets folkevalgsmargin på landsplan været tættere i præsidentvalgårene, og antallet af opnåede eller tabte pladser er meget mindre. I øjeblikket har Demokraterne en mere gunstig spredning ved denne foranstaltning, end de har haft i de sidste to cyklusser, selvom den stadig er et godt stykke under 2008-niveauet. På nuværende tidspunkt har PredictIt-markederne den underforståede sandsynlighed for, at demokraterne bevarer kontrollen over Repræsentanternes Hus på omkring 75 %.

Med kun to måneder til valgmødet i Iowa er det demokratiske felt, der stiller op til præsidentkandidaterne, begyndt at blive mindre. Men løbet er fortsat ret konkurrencedygtigt, med flere kandidater stadig i jagten. Selvom kontrol med Det Hvide Hus naturligvis vil få konsekvenser for økonomisk politik i de kommende år, opfordrer vi vores læsere til også at forblive bevidste om udsigterne for kontrol med Huset og Senatet. Efter vores mening er ensartet kontrol af Kongressen og Det Hvide Hus langt mere tilbøjelig til at give vigtige stykker lovgivning, end en delt regering ville. Med det i tankerne vil vores næste rapport fokusere på de økonomiske politiske forslag fra nogle af de førende demokratiske kandidater, samt hvordan en anden periode for præsident Trump kan se ud.

1 "Flertalsændringer i Repræsentanternes Hus, 1856 til nu." USA's Repræsentanternes Hus.

2 Husk på, at i modsætning til i nogle parlamentariske systemer, betyder det at vinde den nationale folkeafstemning på kongresniveau ikke nødvendigvis direkte til et flertal. 'First-past-the-post'-systemet, såvel som trækningen af ​​kongresdistrikter, kan påvirke det faktiske antal vundne sæder. Generelt set er den populære stemmemargen dog et anstændigt mål for de erobrede sæder.