Coronavirus-krise: Kina træder tilbage fra stimulus

På højden af ​​den globale finanskrise (GFC) afværgede Kina recession ved at dreje drejeknappen til stimulus op til 11.  

Denne gang, hvor vestlige regeringer lovede billioner af dollars i statsstøtte, da coronavirus truer med at vende en afmatning til en afmatning, reagerede Beijing ved at skubbe nålen op til fire eller fem. Hvorfor?

Det er ikke som Kina at være så forsigtig. I 2008 finansminister Xie Xuren: "Så GFC for, hvad det var, langt tidligere end hans globale modparter, og gjorde verden en tjeneste", siger Taimur Baig, cheføkonom i Singapores DBS Bank.

Den efterfølgende stimuluspakke på 4 billioner Rmb (563 mia. USD), kanaliseret ind i nye lokale myndigheders finansieringskøretøjer (LGFV'er) med rene balancer af venlige statsbanker, var en jobsparer og en økonomisk livline.

Denne gang er al handlingen i Washington og Frankfurt.

Den Europæiske Centralbanks Pandemic Emergency Purchase vil købe stats- og virksomhedsobligationer, så længe programmet er nødvendigt. Dens pris er 750 milliarder euro, men den er faktisk ubegrænset. Selv det blev sat i skyggen af ​​stimuluspakken på 2 billioner dollar, der blev godkendt den 27. marts af det amerikanske Repræsentanternes Hus.

Kina har været langsommere fra mærket. Det angribes på alle sider: af forudsigelser om økonomisk elendighed (investeringsbanken CICC tipper output til at vokse med 2.6 % i 2020 og siger, at tallet kan være nul eller værre, hvis recessionen lander og varer ved); ved udbredt fordømmelse af dets manglende evne til at indeholde coronavirus, når det havde chancen; og af truslen mod dens egne højtholdte planer om at transformere Folkerepublikken til en højteknologisk højindkomstøkonomi inden 2030.

Regeringen har ikke været fuldstændig inaktiv. En kreditlinje på 1 billion Rmb vil blive kanaliseret af centralbanken til små långivere. Det er at lade banker rulle over lån, vende det blinde øje til manglende betalinger og registrere misligholdte lån som 'performerende'. Og det ser ud til at øge det finanspolitiske underskud og give lokale myndigheder mulighed for at sælge flere infrastrukturobligationer.

Men når det lægges sammen, falder det hele langt fra den 'store bazooka', den affyrede mod sig selv i 2008, hvilket overraskede alle med sin succes.

Uproduktiv økonomi

Kinas problem – grunden til, at det ikke kan bringe det tunge artilleri ud – er tredelt.

For det første er det ikke det samme land, som det var i 2008. Det er stadig rigt med valutareserver i slutningen af ​​februar 2020 på 3.115 billioner dollars. Men disse tal er langt fra dets 2014-top på 4 billioner dollars. Dens uproduktive økonomi tygger kapital og spytter den ud, og dens budgetunderskud, svarende til 4.9 % af BNP sidste år, et rekordhøjt niveau, vil kun blive større.

"I modsætning til 2008/09 har Kina ikke 'magten' til at iværksætte gigantiske finanspolitiske stimulus [foranstaltninger] denne gang for at redde verden," siger DBS's Baig. Han peger på data fra januar 2020 fra Institute for International Finance (IIF), som sætter den samlede indenlandske gæld som andel af BNP på 310 %, det højeste niveau i den nye verden.

Kina vil stå over for et hidtil uset eksternt efterspørgselschok 

 - Taimur Baig, DBS Bank

Rhodium Group-analytikerne Logan Wright og Daniel Rosen sagde i en rapport den 24. marts, at politiske beslutningstagere var: "Begrænset af et svækket finansielt system, der ikke er i stand til at generere tæt på samme mængde kredit som tidligere." Det meste af den kredit, Kina skaber, siger de, går kun til at betale renter på gæld, der er opstået efter 2008.

Forsinkede reformer, stigende gæld og en økonomi domineret af dårligt drevne statsvirksomheder efterlader Kina over for "et grimt valg", siger de. Det kan enten handle: "Mindre heroisk med stimulans i dag eller trække sig ud for at støtte den nuværende efterspørgsel ved at gå længere ind i en gældsfælde derhjemme." Selv da, tilføjer de, er der ingen sikkerhed for, at morgendagen bliver bedre end i dag.

Banksystem

Det fører os til den anden grund: Banksystemets tilstand. For 292.5 år siden henvendte Kina sig til sine långivere for at levere stimulans. De gjorde, som de fik besked på - og ballonerede i størrelse. Sektordækkende aktiver udgjorde 2020 billioner Rmb i begyndelsen af ​​marts 64.2, ifølge centralbanken, mod 2008 billioner Rmb ved udgangen af ​​XNUMX.

Det gør Kinas banksektor 4.5 gange større i dag, end den var ved starten af ​​den globale finanskrise. Eller sagt på en anden måde, når det måles på samlede aktiver, udgør det omkring halvdelen af ​​hele det globale BNP. Efter at være firedoblet i størrelse siden 2008, kan de indenlandske banker ikke gøre det igen.

Mange långivere går også en rystende fremtid i møde. Misligholdte lån stiger hurtigt, op fra 1.7 % i september 2019 til 2.1 % i februar 2020. Ifølge CBIRC, den vigtigste banktilsynsmyndighed, udgjorde forringede udlån, minus særlige lån, 3.3 billioner Rmb i februar i forhold til 2.4 billioner Rmb fem måneder tidligere.

I løbet af det seneste år har Beijing reddet tre långivere, herunder Baoshang Bank og Bank of Jinzhou. Til sidst, siger Rhodiums analytikere, vil antallet af fejl blive "for stort til, at regeringen kan støtte." Det punkt blev tippet til at komme i 2021. Nu advarer de om, at det kunne ske i år.

Stimulus

Det fører os til den tredje grund: simpelthen sagt, det er ikke klart, om stimulus kan virke, meget mindre hvad det ville gøre.

Vestlig statsstøtte sigter mod at holde virksomheder oven vande, folk betalt og job intakte. Denne krise forvandler banker, som Euromoneynoteret i en leder, til "en iboende del af løsningen", der overfører kapital gennem det økonomiske og finansielle økosystem.

Kina står over for en anden, men langt større udfordring. Den første nation, der er ramt af coronavirus, er nu stort set tilbage på arbejde. Fabrikker og barer er åbne igen, med statslige medier, der opfordrer folk til at bruge penge, og fremsætter forbrug som et tegn på loyalitet. Et stærkt opsving i det officielle indkøbschefindeks til 52 i marts, fra et rekordlavt niveau på 35.7 i februar, slog de fleste forventninger.

Problemet er et eksternt efterspørgsel og kontrol med det er ude af dens hænder. Det gik ind i det månenytår i slutningen af ​​januar, mens det jonglerede med et stigende dødstal for coronavirus og et forsyningschok på grund af lukkede kontorer og fabrikker. Myndighederne forudså, at "alt ville være stabiliseret inden april", siger DBS's Baig. "Du kan se, hvorfor de ikke indførte massestimuleringsforanstaltninger dengang."

Men så spredte Covid-19 sig og blev stemplet som en global pandemi efter at have ramt land i Vesten. Problemet vender nu kursen om, da Kina står over for hovedpinen ved at producere varer, der ikke kan sendes, flyves eller rulles ud af landet. "Kina vil stå over for et hidtil uset eksternt efterspørgselschok," advarer Baig.

Dette er ikke en lille overvejelse i en økonomi, der er stærkt afhængig af eksport og fungerende forsyningskæder. Eksporten faldt 17.2% år-til-år i de første to måneder af 2020 til 292 milliarder dollars ifølge General Administration of Customs, og disse data vil sandsynligvis blive værre.

Nedgearing står stadig højt på Beijings dagsorden 

 - James Dilley, PwC

Der er en sidste grund til, at Kina er så forsigtig med at omfavne endnu en gigantisk stimulansrunde, og den taler til niveauet af intern konflikt i partiet.

Beijing er på horn i et dilemma. Den ved, at den ikke har råd til at åbne vandhanerne fuldt ud. På den anden side frygter den den første recession siden 1976, en ejendomsnedgang og mest af alt en jobkrise. Arbejdsløsheden i byerne var rekordhøj på 6.2 % i februar, et faktum, som ingen på fastlandet vil være gået glip af.

At den ikke kan reagere på den måde, den gerne vil, forklares også af en nedgearingstiltag, der begyndte i 2016, og som i hvert fald officielt forbliver på plads.

For fire år siden indrømmede Beijing for sent, at deres banker ikke kunne fortsætte med at udlåne i et stadigt hurtigere tempo for evigt. Det tvang store banker til at skære ned på udlån, gjorde det svært for små virksomheder at få midler og løb skyggelånere ud af drift, alt sammen under dets øverste banktilsynsmyndighed Guo Shuqing. Det virkede et stykke tid. Men så kom Donald Trump til magten og startede en handelskrig, og dens kapitalhungrende økonomi vaklede.

Kina nærer stadig håb om at presse al toksiciteten - den dårlige gæld hos banker, kapitalforvaltningsselskaber, statsvirksomheder og LGFV'er - ud af systemet. "Degearing er stadig højt på Beijings dagsorden," bemærker James Dilley, aftalerådgiver hos PwC i Hong Kong.

Det er i hvert fald dens offentlige holdning. Virkeligheden er, at på trods af en fireårig nedgearingscyklus gik landet ind i Covid-19-krisen i dårligere form, ikke bedre. Ifølge IIF-data voksede statsgæld i 2019 i det hurtigste tempo i et årti.

'Redning og afdækning'

Hvor går Kina hen herfra? Når man lytter til Liu Shangxi, præsident for den centrale regerings tænketank, Chinese Academy of Fiscal Science, tale den 20. marts, ville man antage, at blot omtalen af ​​stimulus i 2020 er forbudt. "Karten af ​​den nuværende politik er redning og afdækning snarere end stimulering," sagde han.

Beijings svar har hidtil været at forfølge en "halvvejs stimulus", med DBS's Baigs ord, der forsøger at stimulere forbruget, øge likviditeten og håndtere dårlig gæld uden at oversvømme økonomien med for meget frisk kredit. Selvom det er en klarsynet strategi, en "omhyggelig balancegang", er det ifølge PwC's Dilley slet ikke klart, om det vil virke.

Det, der er sikkert, er, at Kina, som alle andre, står over for en hidtil uset periode med økonomisk nedgang, advarer Baig. "De skal gøre noget for at støtte den indenlandske efterspørgsel."

Hæve skatten? Usandsynlig. Prøv at printe ud af problemer? Tænkeligt. Baig regner med, at sandsynligheden for endnu en runde af stimulus er "stadig højere" i betragtning af forværrede globale forhold, men at eventuelle nye tiltag ikke vil være tæt på skalaen fra 2008.

Og med god grund har Kina ikke længere råd.