Et år senere fra Royal Commission - læse skiltene på NAB AGM

Godmorgen og velkommen til National Australia Bank Generalforsamling. Et beskedent publikum, med en medianalder sandsynligvis i slutningen af ​​60'erne – og med den fulde skala af påklædning fra butterfly og Melbourne Cup-hatte til stubbede shorts og Blundstone-støvler – har fundet vej til det internationale kongrescenter i Sydneys Darling Harbour. 

Den traditionelle velkomst til landet af en aboriginal ældste er fuldført, og det er tid til at komme i gang. Hvad kan vi lære om moderne australsk bankvirksomhed fra dagens forsamling?

1. Phil Chronican, formanden, indtager scenen først. Chronican er den perfekte formand for moderne tid, i to henseender. For det første er han solid, pålidelig, rolig, angerfuld. Han afviger ikke et eneste komma fra den forhåndsudgivne adresseudskrift. Han siger de rigtige ting om NABs tab af tillid og behov for forandring og lyder som om han mener det. Mål for vækst? Ikke meget at sige. Ambition? Gud nej. Det er ikke det, Chronican er her for, ikke i dette miljø. Det er 20 minutter, før der er nogen omtale af virksomhedens præstation.

2. For det andet er han perfekt, fordi han ikke var i den rolle for et år siden, hvilket generelt er den mest gavnlige kvalitet, en administrerende direktør eller bestyrelsesformand kan have i australsk bank. Han deler denne egenskab med Ross McEwan, som kan overtrumfe ham på dette punkt, fordi den tidligere RBS-mand kun har været administrerende direktør i tre uger.

3. McEwan tager mikrofonen, og accenten i kongrescentrets lydsystem skifter fra australsk til kiwi. "Jeg har hørt nogle meget almindelige tale," siger han om sine første dage i jobbet. Han skitserer nøgleområder for forbedringer - de er alle meget selvindlysende, som at få det grundlæggende rigtigt - og siger en masse australske bank-generalforsamlings-bingo-ting som "dette er din bank, ikke vores." Men han er endnu mere underspillet end Chronican, uden nogen kraft. Ingen "venner, romere, landsmænd" bombaster her. Det ser ud til, at McEwan er her for at lytte.

4. Om XNUMX minutter er det tid til spørgsmål før punkt et. Vi vil stadig være på spørgsmål forud for punkt et tre timer fra nu. Og i den henseende er generalforsamlingen repræsentativ; For seks dage siden var de fleste af disse mennesker i samme lokale til Westpac-generalforsamlingen, som varede seks timer i kølvandet på CEO Brian Hartzers pludselige fald.

Tag en australsk mand på en vis alder og giv ham en mikrofon, så må du bare leve med konsekvenserne, som sjældent er korte 

5. Noget du er nødt til at indse om generalforsamlinger i australske banker. De kan holde stort set uendeligt. Dagene er bag os, hvor Jack Tilburn, generalforsamlingsaktivisten, plejede at gå på scenen med et spørgsmål, der kunne vare en halv time og ville omfavne vejret og hans tanker om frokosten – Tilburn døde i oktober 2018 i en alder af 91. Men alligevel, tag en australsk mand på en vis alder og giv ham en mikrofon, så må du bare leve med konsekvenserne, som sjældent er korte. Andre steder er dem uden skarpe meninger her nogle gange kun for at spise frokost, men de fleste er her, fordi deres pensionering afhænger af det pålidelige NAB-udbytte, og det har netop på det seneste været faldende. Generalforsamlingens verdensbillede er lille.

6. Spørgsmål i denne AGM-serie har vendt mod to poler. Der er de talrige medlemmer af den løse tilknytning kendt som "bankkrigere", som griber mikrofonerne i sløjfer og hatte for at klage over de australske finansielle institutioners behandling af almindelige kunder, hvilket ofte rejser ekstremt specifikke spørgsmål om behandlingen af ​​enkeltpersoner i mellem at citere Adele Fergusons bog Banking dårligt. Og så er der Chris Schacht, en tidligere senator, som har indbegrebet følelsen af ​​vrede og frustration hos investorer. Schacht stjal showet ved Westpac Generalforsamling og er ikke i bedre humør i dag. "Det er en form for masochisme, hvis man nu er aktionær i banker," siger han. "Vi bliver ved med at dukke op i håb om, at tingene bliver bedre."

'Katastrofe efter katastrofe'

7. Schacht udtrykker en fælles holdning: at folk som ham har været til generalforsamlinger i årtier nu, mens de har set formænd og topchefer love, at alt bliver anderledes. Schacht har været aktionær siden 2003 – i hvilket tidsrum han har set aktiekursen falde fra A$32 til A$25 – og har haft en modvilje. »Hver gang der er en skandale, siger nogen de samme ord, som du har sagt i dag, at vi bliver bedre, og næste år er der altid en skandale til. Det har ikke ændret sig." Schacht har pudset et par fornærmelser til lejligheden - han kalder bestyrelsen for fejlslagne kapitalister, ødelæggere af aktionærværdi og leverandører af samvittighedsløs grådighed. En tidligere politiker, Schacht siger: "Hvis jeg havde gjort 1 % af, hvad denne bestyrelse har tilladt banken at gøre, ville jeg være blevet smidt ud af Parlamentshuset, druknet i Lake Burley Griffin [Canberras centrum], og alle ville have jublede,” siger han (hvilket folk faktisk jubler over).

8. Schachts bebrejdelse passer til stemningen, især fordi det aftenen før denne generalforsamling kom frem, at selskabets regulator, ASIC, har påstået, at banken brød loven 10,000 gange over fem år i sin afdeling for finansiel planlægning. Der er udbredt vantro over dette, et år efter at den kongelige kommission hævdede hovedbunden af ​​formand Ken Henry og administrerende direktør Andrew Thorburn, og en ny æra blev angiveligt indledt. "Det er katastrofe efter katastrofe efter katastrofe," siger en aktionær.

9. Man er nødt til at beundre ASICs nyfundne ballade ved at beslutte at droppe dette på NAB et par timer før den første årlige generalforsamling for sin nye formand og CEO. "Det er klart, at dette kom ret sent i stykket," siger Chronican.

10. Et besynderligt subplot af generalforsamlingssæsonen er, at det ser ud til at være blevet en proxy for klimaændringernes mening. Ved en lejlighed, apropos ingenting, tager en aktionær mikrofonen for at meddele, at klimaændringer er et episk fupnummer, og at uden kul ville vi alle sidde i mørke. I mange omgivelser ville dette være en tilskyndelse til løftede øjenbryn og en plet af hånlig hilsen. Her bryder halvdelen af ​​lokalet ud i klapsalver. Når en miljøaktivist beder om forsikringer om, at NAB vil træde tilbage fra at støtte kul, er der støn i hele lokalet. Det føles som om, vi er gået tilbage i tiden til 1950. NAB forpligter sig på sin side til sine bæredygtighedsmål, herunder reduktion af kuleksponering.

'Begynd at kæmpe'

11. Relateret til dette er et modargument fra en række aktionærer, der har fået nok af anger og ønsker, at bankerne holder op med at undskylde og vender tilbage til at tjene penge for at få udbyttet op igen. "Rejs dig op af knæene og begynd at kæmpe," siger en.

12. Efter seks timer, da tingene endelig er ved at være slut, og der faktisk er blevet stemt om nogle få ting, er der ingen, der ser særlig glade ud. Og der er sjældne øjeblikke af empati i rummet. Mary Curran, der repræsenterer Australian Shareholders' Association, afslutter sine spørgsmål om de nye ASIC-anklager med noget, der nærmer sig medlidenhed. "Du har et hårdere job, end du har tilmeldt dig," siger hun. "Tak for det," svarer Chronican. "Det er præcis sådan, det føles."

13. Sådan er livet i australsk bankvæsen et år efter den kongelige kommission. Ingen taler om vækst, muligheder, nye markeder, ambitioner. Alle taler om undskyldning, selvanalyse, erstatning, forandring. Den bedste egenskab en leder kan have, er at være ny. Og det bedste, en aktionær kan gøre, er at blive ved med at tage mikrofonen, råbe til bestyrelsen og bede om, at deres udbytte kommer tilbage. Og forvent ikke, at det bliver meget anderledes et år fra nu.